'Vild med dans'-aktuelle Nukâka Coster-Waldau kunne i dag have været en del af DR's elskede julekalenderserie om 'Nissebanden'.
Da Flemming Jensen i 2003 lavede den tredje julekalender 'Nissernes ø', havde han nemlig skrevet en rolle til den grønlandske skuespillerinde, men hun måtte ikke være med, fortæller han nu.
Flemming Jensen boede i 1970'erne en årrække i Grønland, hvor han blev gode venner med Nukâkas far, Josef Motzfeldt, der var skolelærer i den lille vestgrønlandske by Uummannaq.
I 1989, da de lavede 'Nissebanden i Grønland', filmede de en stor del af julekalenderen i netop Uummannaq, så da de 14 år senere gik i gang med efterfølgeren, og Nukâka nu var blevet voksen og var kommet ind på skuespillerskolen, var det jo oplagt at have hende med, fortæller Flemming Jensen.


»Jeg har jo kendt hende, fra hun var to år, og havde hende blandt andet med i et par tv-show, da hun kom til Danmark. Vi aftalte, at hun skulle være med i 'Nissernes ø', og vi regnede med, at hun selvfølgelig kunne få fri fra teaterskolen, men tænk, det kunne hun ikke. Jeg var stiktosset.«
I 'Nissernes ø' spiller standupkomiker Mick Øgendahl karakteren Fiffig-Jørgensens søn, Fiffig Junior. I løbet af julekalenderen havner han pludselig i Grønland, hvor han forelsker sig i en grønlandsk pige – og det var denne rolle, som Nukâka Coster-Waldau skulle have spillet, fortæller Flemming Jensen videre.
»Det passede jo med, at vi kunne have en grønlandsk pige med i en dansk julekalender. Jeg var rasende over, at de ikke ville give hende fri,« griner Flemming Jensen og understreger, at han i dag er meget glad for den dansk-grønlandske skuespiller Lotte Nygaard, som de måtte bruge i stedet.
»Nu fik vi en glimrende skuespiller til at spille i stedet for, men der var jo en idé i, at det skulle være Nukâka.«


B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Nukâka Coster-Waldau, men hun har i den forgangne uge haft travlt med 'Vild med dans'-træning.
Hun har tidligere fortalt om sin lykkelige barndom i 'Nissebanden'-byen Uummannaq, hvor hun kørte hundeslæde og voksede op med sine tre søskende og derudover repræsenterede Grønland i Miss Universe-konkurrencen. I 1984 flyttede familien til hovedstaden Nuuk, før hun som 20-årig flyttede til Danmark og altså i 1998 blev gift med den danske 'Game of Thrones'-stjerne Nikolaj Coster-Waldau.



