Nu skal det være slut med at låne din ekskærestes fætters Netflix-konto.
Streaminggiganten, Netflix, vil påføre ekstraregninger for folk, der ulovligt deler kontoer med brugere, der ikke betaler.
Det skriver recordere.dk.
Fra begyndelsen af 2023 vil Netflix – som har 223,1 millioner abonnenter – sætte ind mod de brugere, der ulovligt deler kontoer med ikke-betalende brugere.
Netflix vil automatisk pålægge ekstraregningen til den betalende abonnents regning, men hvordan streamingtjenesten konkret vil gøre, vil de ikke gå i detaljer med.
Tilsyneladende vil de kigge på, om der ofte bliver streamet fra forskellige IP-adresser.
Netflix har allerede testet effekten af ekstraregningen i Latinamerika. Her blev folk, som delte et Netflix-abonnement, opkrævet 25 procent af abonnementsprisen for hver bruger, der delte kontoen.
Om det bliver 25 procent af abonnementsprisen i Danmark vides ikke.
Tidligere har Soundvenue også kunnet meddele, at Netflix vil gøre det muligt for folk, der deler et abonnement, at de individuelle brugerprofiler kunne blive lavet om til selvstændige kontoer.
På den måde vil brugerne ikke skulle starte forefra med historik og algoritmebaseret forslag af film og tv-serier.
Streamingtjenesten anslår, at op mod 100 millioner husstande i verden benytter sig af andres Netflix-kontoer.