Nabokrigen i TV 2 dokumentaren 'Naboen fra helvede' har de seneste uger været på alle danskeres læber.

Nu kan B.T. fortælle, at Markus Hvass har taget hul på et nyt kapitel i det opgør.

Tilflytteren Markus Hvass tager tilløb til at omdanne sin grund til en grusgrav med larmende industrimaskiner. 

Hør Markus Hvass fortælle om sine planer i videoen: 

Som det ses i programmet udspiller der sig en fejde mellem tilflytteren fra København, Markus Hvass, og iværksætteren Simon Larsen, der har opført en minigolfbane.

I dagtimerne kommer ifølge Markus Hvass' planer til at køre en stor stenknuser og en sorteringsmaskine, og de skal begge stå oppe ved vejen, som ligger op ad MinigolfParkens parkeringsplads.

»Det kommer til at larme temmelig meget, men som der bliver sagt (Fra modpartens side, red.), så ligger vi i et industriområde, hvor der godt må larmes,« siger Markus Hvass, da B.T. besøger ham. 

Maskineriets placering tæt på vejen er ifølge Markus Hvass det mest hensigtsmæssige, eftersom gruset også skal køres væk fra området.

Nede bagerst på grunden, hvor Markus Hvass lige nu har en tipi stående, skal gravemaskiner og gummigeder køre sten og grus op til det larmende maskineri, hvor det skal knuses til grus.

tip os
Har du også været i voldsom konflikt med din nabo? Så hører B.T.s redaktion gerne fra dig. Tip os her.

Markus Hvass fortæller, at han har fat i en entreprenør, der skal hjælpe med at få det i gang.

Samtidigt er han i dialog med myndighederne, der skal give ham tilladelse til at grave.

Og fordi der i området allerede er tre andre grusgrave, er han sikker på, at han får lov til at starte grusgraven.

Synes du ikke, at det er hensynsløst over for dine naboer, at du placerer de larmende maskiner oppe ved vejen?

»Inden vi gør det, så kommer jeg til at tage en snak med naboen. Vi vil gerne høre, hvad han har at sige til det, omvendt skal han ikke bestemme, hvordan vi driver grusgrav. Det er industriområde, så man kan forvente larm,« siger Markus Hvass.

For at gøre plads vil han i yderste konsekvens rive huset på grunden ned.

Det er ikke kun sten, der kommer til at blive knust på grunden. Det er også drømme.

For med husets nedrivning skal han også give slip på sin drøm om en oase og et bæredygtigt landbrug, som det ellers var tiltænkt.

»Det er smadderærgerligt, men hvis vi skal acceptere det nederlag, som vi højst sandsynligt skal, så er det vores måde at komme økonomisk ud af det. Det har vi lov til, og tilladelserne skal nok komme på plads,« siger Markus Hvass.

B.T. besøgte også naboen og ejeren af Minigolfparken, Simon Larsen, og spurgte ham om udsigten til at få en grusgrav som nabo.

»Det har jeg ikke noget problem med, det var der også, da vi flyttede herud. Det er et grusområde, så alle ved, at det sker heromkring,« siger Simon Larsen til B.T.

Han fortæller også, at han selv har familiemedlemmer, der har udvundet grus i området,

Han er heller ikke bekymret for, at det vil gå ud over de gæster, der kommer for at tage en runde på hans minigolfbane.

»Alle skal kunne være her og passe deres ting, så jeg har ikke noget imod, at de larmer og støjer, men det er intentionen bag,« siger Simon Larsen.

Det er ikke alle, der vil se frem til at være nabo til en grusgrav, men Simon Larsen siger, at han på ingen måde bliver provokeret af, at naboen i det her tilfælde har planer om en grusgrav – uanset intentionen.

Markus Hvass oplyser til B.T., at han først forventer at opstarte grusgraven i foråret 2026.

Det skyldes, at han skal have tilladelser fra myndighederne og have en aftale med en entreprenør, der skal hjælpe med at skaffe maskineri til at arbejde i grusgraven.