Det var en blanding af tilfældigheder og en helt særlig T-shirt, der endte med at føre dem sammen.
Nu skal parret optræde foran mere end en million danskere i bedste sendetid, når de lørdag aften træder ind på scenen til dette års Melodi Grand Prix – og de er en af forhåndsfavoritterne til at vinde.
Første gang sangerinden Jasmin Rose og beatboxeren RoxorLoops – med det borgerlige navn Senjka Danhieux – mødte hinanden, var for seks år siden i Aalborg.
»Det var meget tilfældigt, fordi vi begge optrådte til to forskellige koncerter lige efter hinanden til en begivenhed,« fortæller Jasmin Rose og kigger på sin bedre halvdel, mens hun fortsætter:
»Jeg så ham optræde, og han havde et soloshow, der var noget af det vildeste. Så jeg var allerede der sådan: 'Hvor er han supersej'.«
Efter koncerterne faldt den danske sangerinde og den belgiske beatboxer i snak. Men mere skete der ikke. I hvert fald ikke på det tidspunkt.
»Vi snakkede en lille smule, men jeg er ret genert, så det var primært mine veninder, der snakkede med ham,« forklarer Jasmin Rose, der til daglig er ved at færdiggøre en solistuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg.
Derefter gik der et helt år, før deres veje igen krydsede hinanden. Denne gang til en festival i Aarhus.

»Jeg havde en T-shirt på hele weekenden, hvor der stod: 'Shut up and kiss me'. Og jeg havde håbet, der var nogen, der ville gøre det, for det kunne være lidt sjovt. Men ingen gjorde det,« fortæller sangerinden.
Det ændrede sig dog, da RoxorLoops dukkede op – og den særlige T-shirt kom i spil.
»Til festen den sidste aften kom min veninde hen og spurgte: 'Er der nogen i dette rum, du godt kunne tænke dig, kom hen og gjorde det?'. Jeg svarede: 'Ja, måske ham RoxorLoops',« siger Jasmin Rose.
»Han var især i det miljø en ret stor stjerne, så jeg havde aldrig forestillet mig, det kunne ske. Han var jo ret cool, men så gik min veninde hen...,« siger hun og smiler til RoxorLoops, som griber bolden og fortæller videre:
»Hun kom hen og spurgte: 'Har du set Jasmins T-shirt? Jeg synes, du skal gå hen til hende'. Jeg svarede: 'Nej, for hun er jo ikke vild med mig'. Jeg tænkte, at hun var over mit niveau,« forklarer han.
Alligevel endte han med at gå over til hende.
»Vi dansede lidt, og jeg læste hendes T-shirt, og ja...« siger han og laver en lille trutmund, før han smiler skævt:
»Og resten er historie.«
Når parret træder ind på scenen til dette års Melodi Grand Prix, som afholdes lørdag i Royal Arena i København, gør de det som én af de to store forhåndsfavoritter. Ifølge Danske Spil giver de pengene 2,75 gange igen, hvis de vinder. Dermed er det kun gruppen 'Ben & Tan', der overgår dem, da de giver pengene 2,00 gange igen.
Efter de to grupper er der et spring ned til den næste artist, Kenny Duerlund, der giver pengene 14,00 gange igen, hvis han vinder.
Favoritværdigheden er dog ikke noget, som hverken Jasmin Rose eller RoxorLoops tænker så meget over.
»Vi vil bare gerne lave et godt show. Man kan bruge en masse energi på det, men det er nemmere bare at fokusere på showet. Det er jo også folk, der stemmer, og man ved jo aldrig, hvad de kan lide. Det er ude af vores hænder,« siger beatboxeren.
Melodi Grand Prix bliver vist på DR klokken 20.00 lørdag. Vi følger og livedækker det hele her på bt.dk, hvor du også kan følge med.