Pyrus over dem alle!

I en ny YouGov-undersøgelse foretaget for B.T. kårer danskerne den fjerde og foreløbig sidste 'Pyrus'-julekalender 'Alletiders eventyr' som den bedste danske julekalender i det nye årtusinde.

TV 2-hittet, der blev sendt første gang i 2000, vinder med 27 % af stemmerne foran andre populære titler som 'Jesus og Josefine' og 'Jul i Valhal'. Og det er noget, der varmer hos Pyrus' 'far', instruktør og manuskriptforfatter Martin Miehe-Renard.

I en sms til B.T. skriver han først, at han er både glad og stolt over, at danskerne stadig mindes hans 21 år gamle julekalender med glæde.

Derudover fortæller han, at kåringen betyder noget ekstra særligt netop i år.

»Samtidig er det jo den sidste Pyrus-kalender i rækken, og det varmer på særlig vis lidt ekstra, da vi som bekendt mistede vores søn Oliver for to måneder siden,« skriver Martin Miehe-Renard, med henvisning til, at hans søn Oliver tidligere i år mistede livet blot 31 år gammel.

»Oliver var faktisk den levende model for Pyrus i sin tid. På den måde smelter tingene på forunderlig vis sammen, når julefreden skal til at sænke sig over landet i år. Så stor tak til alle de læsere, der har stemt. TV-julekalenderen er en særlig dansk tradition, som vi alle kan være stolte og glade for,« tilføjer han.

Martin Miehe-Renard var i mange år Danmarks ukronede julekalender-konge.

Martin Miehe-Renard.
Martin Miehe-Renard. Foto: Marie Milling

Før de fire julekalendere om Pyrus lavede han blandt andet de to succesfulde TV 2-julekalendere 'Skibet i skilteskoven' og 'Jul i juleland', og da han i 2000 sluttede af med 'Alletiders eventyr', var han samtidig som dramachef på Nordisk Film og TV inde over DR1s 'Jul på Kronborg'.

Han fortæller til B.T., at det faktisk på et tidspunkt var på tale at lave en femte 'Pyrus'-julekalender, som desværre aldrig blev til noget.

»Men TV 2 kan da bare løfte røret, så kunne vi nok finde på noget sjov og ballade med den (nu) gamle nisse,« lyder det fra Martin Miehe-Renard.

Da B.T. spørger skuespiller Jan Linnebjerg, om han ville være klar på at spille Pyrus i en eventuel femte julekalender, hvis TV 2 ringede, svarer han:

'Pyrus i alletiders eventyr'.
'Pyrus i alletiders eventyr'. TV2

»Det gør TV 2 ikke, så jeg behøver ikke at svare.«

Han tilføjer med et smil:

»Der var da et tidspunkt, hvor det spøgte lidt, og jeg syntes da, det var en skidegod idé. Hvis de spurgte, ville jeg da sige, 'at det da altid kunne komme på tale'. Nu er jeg ham jo.«

Fiktionschef Katrine Vogelsang siger til B.T., at det, siden hun startede på TV 2 i 2011, ikke har været oppe at vende, om der skulle laves en ny 'Pyrus'-julekalender.

Hun er glad for at høre, at Pyrus stadig er så populær hos danskerne, men derudover nævner hun to grunde til, at Danmark i de sidste ti år ikke har fået en ny historie om hiphop-nissen.

»Det starter altid med den gode idé fra en forfatter eller en producent, og der har ikke været et oplæg i den tid, jeg har været på TV 2. Når det er sagt, har den moderne julekalender-fortælling også ændret sig en del med årene til at blive mere dramatisk og mere naturalistisk for eksempel med flere voksenkarakterer og et stærkt børnecast, som driver handlingen,« forklarer hun.