Det er en kendt sag, at Whitney Houston omkring sin død i 2012 kæmpede med et massivt stofmisbrug.
Alligevel chokerede det hendes nærmeste, da hun døde i en alder af kun 48 år.
Det fortæller hendes tidligere producer, Clive Davis, til PageSix.
I anledning af den nye film om popstjernen ‘I Wanna Dance with Somebody’, der netop har haft verdenspremiere, har han fortalt om sit sidste besøg hos sangeren.

Kun to dage før, Whitney Houston druknede i et badekar på sit hotelværelse den 11. februar 2012, havde Clive Davies været på besøg.
Det var ham, der 28 år tidligere havde opdaget Whitney Houstons talent, og gjort hende til en verdensstjerne.
Nu fortæller han, hvordan han så Whitney Houston gøre et ‘tappert forsøg’ på at komme fri af stofferne og afhængigheden, og hvordan hun drømte om at vende tilbage til karrieren.
»Hun viste mig, hvad hun havde opnået i sin afvænning. Hun var holdt op med at ryge og havde fået sin stemme tilbage fra nikotinen. Hun glædede sig til at skulle tilbage i studiet … 48 timer før hendes død, havde jeg ingen forestilling om, at hun ville forlade os, at der ville blive sat det forfærdelige, alt for tidlige punktum i hendes liv,« siger den i dag 90-årige pladeproducer i interviewet.
Efterfølgende fastslog lægerne dødsårsagen tiI at være drukning som følge af hjerteproblemer og kokainmisbrug og i popstjernens blod fandt de rester af blandt andet benadryl, xanax og cannabis.

Ifølge Clive Davis, der i den nye film spilles af skuespiller, Stanley Tucci, vil filmen (som han i øvrigt selv har været med til at producere) besvare ‘alle spørgsmål som offentligheden måtte have om Whitney’.
Blandt andet redegør filmen for rygtet om, at sangeren egentligt var lesbisk og havde et forhold til veninden Robyn.
I videoen ovenfor kan du se Clive Davies udtale sig om forholdet mellem de to kvinder:
»Filmen er meget tydelig om, at Whitney havde en affærre med Robyn som teenager, men at hun efterfølgende sagde til hende: 'Det er ikke noget for mig. Jeg ønsker mig et hjem. Jeg ønsker mig et ægteskab. Jeg ønsker mig børn. Jeg ønsker mig ikke en kamp på 'liv-og-død' med mine forældre. Det er imod min religion. Jeg ønsker, at du skal være min bedste ven,« siger han i klippet.
