I den nye Netflix-film 'Polar' har Mads Mikkelsen ikke kun hovedrollen som lejemorderen The Black Kaiser.

Han var også blevet tildelt en rolle, han ikke er lige så bekendt med som skuespillerfaget.

I rulleteksterne til 'Polar' ser man nemlig, at Mads Mikkelsen står listet som executive producer.

En betegnelse, der ofte er de helt store Hollywood-stjerner forundt. Eksempelvis var Sandra Bullock executive producer på Susanne Biers Netflix-succes 'Bird Box'. Titlen betyder som regel, at man selv poster nogle penge i filmen, men så har man omvendt også mere at skulle have sagt under processen og tilblivelsen af filmen.

53-årige Mads Mikkelsen.
53-årige Mads Mikkelsen. ANGELA WEISS

»Det betød, at jeg bestemte alting! Det var superlækkert,« griner Mads Mikkelsen ironisk og fortsætter:

»Haha, nej, det var faktisk sådan, at jeg vidste det slet ikke, før vi havde to-tre dage tilbage af optagelserne. Det var noget, min agent havde fået ind uden rigtigt at fortælle mig det, og jeg tænkte, at det da var lidt sjovt,« forklarer den danske verdensstjerne.

Under optagelserne til 'Polar', der handler om lejemorderen The Black Kaiser, der bliver forsøgt slået ihjel, da han skal på pension, mærkede Mads Mikkelsen dog ingen større forskel. Indflydelsen var dog større end sædvanlig på udenlandske film.

»Jeg satte mig ved et bord med manuskriptforfatteren og instruktøren, og vi smed ideer op og var så kreative, som vi nu kunne være. Det gør jeg sådan set på alle de ting, jeg laver, i hvert fald i Danmark, men det er sjældent, jeg får lov til at være så meget inviteret indenfor på et amerikansk projekt. Jeg ved ikke, om det har noget med producertitlen at gøre,« siger skuespilleren.

Mads Mikkelsen spiller lejemorderen The Black Kaiser i Netflix-filmen 'Polar'.
Mads Mikkelsen spiller lejemorderen The Black Kaiser i Netflix-filmen 'Polar'. Netflix

Set i bakspejlet ville han dog ønske, han havde kendt til sin særlige titel noget før.

»Det var helt absurd, og jeg tænkte da også, det skulle jeg da have vidst noget før, så kunne jeg have fået en kæmpestor trailer eller et eller andet,« griner Mads Mikkelsen, igen i en ironisk tone.

Selvom han griner, er der dog noget om snakken. For i Hollywood betyder trailerens størrelse faktisk noget.

»Jeg ved ikke helt, hvordan det fungerer, men nogle gange er det jo sådan herovre, at hvis du har en trailer af en vis størrelse, betyder det noget. Jo større den bliver, jo mere vigtigt er det, at du får en endnu større en. Det er sådan noget, vi slet ikke forstår derhjemme,« fortæller Mads Mikkelsen.

Han ved endnu ikke, om han fremover vil være at finde som producer på flere film, og hvad det eventuelt vil betyde. Men i første omgang betyder producerrollen, at han har fået lidt mindre i løn.

»Det er noget med, at jeg får noget mindre i løn, og så kan det være, at hvis mange ser den, så får jeg noget ud af det. Det er mere sådan, det fungerer. Vi bruger pengene på filmen i stedet for løn, kan man sige,« siger Mads Mikkelsen.

'Polar' har premiere på Netflix den 25. januar, og bliver den en stor succes, får Mads Mikkelsen altså sandsynligvis noget ud af det økonomisk set - og så er en to'er allerede på tegnebrættet.

»Der er helt sikkert en dør, der kan åbnes der, og vi har nogle ideer om, hvor det kunne bære os hen, og jeg tror, det kunne være rigtig langt ude og sjovt. Men det kommer an på, hvor mange der trykker på den knap og vil se den. Hvis mange gider, så kommer der en to'er, hvis ingen gider, så gør der nok ikke,« lyder det fra Mads Mikkelsen.