Det var ikke med Simons gode vilje, at han på anmodning fra 'Luksusfælden'-ekspert Carsten Linnemann i tirsdagens afsnit af programmet skrev et brev til sin fremmedgjorte familie.

Brevet skulle dog vise sig at få afgørende betydning for 27-årige Simon, der i dag har kontakt til både sin far og bror.

»Det var godt, jeg gjorde det. Ellers havde jeg ikke fået kontakt til dem og snakket om de ting, der er sket.«

Siden teenagealderen har Simon kun haft sporadisk kontakt med sin familie.

Han hjælper mig med penge - og med at administrerer dem.

Som 15-årig blev han smidt ud, og med årene udviklede han et alkohol- og stofmisbrug. Et misbrug, der kun gjorde kløften mellem ham og familien større.

I 'Luksusfælden' fortæller Simon, at han flere gange havde forsøgt at række ud. Men hver gang blev han mødt af en kold skulder.

Det var da også tilfældet, da han blev gift med Simone i sommeren 2019. Familien var inviteret. Men den ønskede ikke at komme. Det var knusende for den unge mand.

Derfor var hans skepsis da også øredøvende, da 'Luksusfælden'-eksperten bad ham skrive brevet.

»Kære mor og far. Jeg kæmper med at være god nok for jer. Kæmper, så I en dag kan være stolte af mig…,« læser han op i programmet.

Efter han havde trykket send, var han ængstelig. Han var ikke sikker på, at det var en god idé, fortæller han til B.T.

»Jeg var ikke meget for det, og hvis jeg skal være helt ærlig, håbede jeg, at det ikke kom med i programmet. Jeg er ikke typen, der taler om følelser og om, hvad der er sket i mit liv. Det holder jeg helst for mig selv.«

»Jeg var også bange for, at det kunne ødelægge muligheden for at få kontakt til mine forældre fuldstændig, hvis de blev sure over, at jeg var med i programmet. Jeg vidste jo ikke, hvordan de ville reagere.«

Simon var ikke meget for at række ud til sin familie.
Simon var ikke meget for at række ud til sin familie. Nent Group

Skæbnen ville heldigvis, at hans far mødte hans udstrakte hånd, og allerede under optagelserne genoptog de kontakten.

»Det er rart at fortælle min far, hvordan jeg har det, og at komme ud med mine følelser og tanker om det, der er sket. Vi har fået et bedre bånd. Vi ses og snakker i telefonen ofte. Det er rigtig rart.«

Også broren har han kontakt til igen, men hans mor er stadig tilbageholdende. Han har dog ikke mistet håbet om, at hun også en dag vil være en del af hans liv. Et liv, han nu forsøger at få på rette kurs.

»Efter jeg har fået kontakt med min far, har jeg fået mere ro på. Jeg har fået en, der kan hjælpe mig. Jeg kan snakke med ham om de ting, der er svære for mig. Ting, jeg ikke har talt med andre om før, og det er jo derfor, jeg har drukket og festet så meget.«

Også hvad angår økonomien, er Simon forhåbningsfuld. Han er lige nu jobsøgende og har en aftale om at komme til samtale på et sted, hvor hans far kender lederen, når coronakrisen er ovre.

Det er ikke det eneste sted, hans far har hjulpet ham.

»Han hjælper mig med penge - og med at administrere dem. Han har indtil videre hjulpet mig med 85.000 kroner, så jeg mangler kun at betale 100.000,« fortæller Simon, der er taknemmelig for Carsten Linnemanns opfordring i programmet:

»Det er primært brevet, der har gjort udfaldet. Det viste sig at være et godt brev.«