»Jeg ligger dér på en privatklinik i Sverige, helt alene med ét kæmpe bryst. Jeg har ondt. Det er vinter, jeg har ikke noget tøj, og jeg har hverken mad eller drikke.«

Sådan indleder 47-årige Linda sin skrækhistorie i tirsdagens afsnit af TV3-programmet 'Mit plastikmareridt', hvor selv programmets eksperter – to erfarne plastikkirurger – ikke tror deres egne ører.

For 10 år siden besluttede Linda fra Nykøbing Falster sig for at få større bryster, efter at fødslen og efterfølgende amning af hendes to børn havde gjort brysterne slappe og hængende.

Men det skulle hun aldrig have gjort. For den svenske kirurg endte med kun at give hende ét bryst. Klinikken var simpelthen løbet tør for implantater, lød forklaringen.

»Jeg kommer op og bliver opereret i Malmø, og da jeg vågner op og kigger ned, så har jeg ét kæmpe bryst. Og det andet – der er stadigvæk hul – der er ikke gjort noget ved det,« siger Linda, som nærmest ingen barm havde i forvejen.

»Og jeg er fuldstændig chokeret og tænker: 'Hvad sker der?' Jeg fatter ingenting, før kirurgen kommer og siger: 'Ja, der var jo lidt et problem, for de havde kun ét silikoneimplantat hjemme.' Og så bliver jeg endnu mere chokeret, for jeg skulle ikke have silikone,« siger Linda, som udtrykkeligt havde bedt om saltvandsimplantater, i TV3-programmet.

Men det bliver værre endnu. For Linda kan ikke overskue at skulle have det ene implantat, hun trods alt fik, opereret ud igen, så hun indvilliger i at få et silikonebryst mere, når kirurgen har været ude at skaffe et ekstra implantat.

Men sådan et skal bestilles hjem. Og der går måske en dag eller to, lyder meldingen.

Lindas stenhårde bryster forårsager en del fysisk smerte, fortæller hun i 'Mit plastikmareridt'.
Lindas stenhårde bryster forårsager en del fysisk smerte, fortæller hun i 'Mit plastikmareridt'. TV3

»Måske kunne de godt få det dagen efter, men der var altså helligdag i Sverige. så der ville ikke være nogen til stede på klinikken,« husker Linda, hun fik at vide af lægen, som i stedet gav hende nøglen til stedet.

»Og så siger han: 'Så du skal bare blive her, så kommer vi to dage senere.«

Og så lå hun ellers dér på en klinik i Sverige med kun ét bryst. Indtil hun et par dage senere fik bryst nummer to.

Men heller ikke her ender historien lykkeligt.

For 47-årige Linda har siden haft store smerter i sine kuglerunde, stenhårde bryster, og de seneste 10 år har hun ikke kunnet ligge med sin mand i ægtesengen, men har måttet sove på sofaen. For kun dér har hun kunnet ligge i en stilling, som ikke efterlod hende i et smertehelvede.

»Mine bryster er meget runde som to kanonkugler, og de sidder så langt ude i armhulerne, at der næsten er plads til et tredje imellem dem. Og det skulle jo gerne være, så man kan skubbe dem lidt sammen, så det ser lidt pænt og frækt ud,« siger Linda.

Hun ønsker nu at blive smerten kvit, så hun igen kan have intimitet med sin kæreste, og har derfor opsøgt 'Mit plastikmareridt'.

Se, om programmets eksperter kan hjælpe Linda af med de stenhårde bryster, tirsdag aften kl. 21 på TV3.