Lene Beier fik slet og ret stjålet sit hjerte, da hendes mand for 17 år siden stormede ind i hendes liv. Også selvom hun dengang var i et andet forhold.

Det fortæller Lene Beier i magasinet Hendes Verden, hvor hun også afslører parrets personlige opskrift på et succesfuldt, langt parforhold.

»Vi arbejdede sammen på en sushirestaurant en sommer for 17 år siden, inden vi begge skulle til at læse videre. Jeg syntes, han var så sød, men jeg havde en anden kæreste,« siger Lene Beier.

Men Anders Beier kuppede altså Lene, og parret har således netop kunnet fejre kobberbryllup. Sammen er de forældre til Arthur og Otto.

Lene Beier og Anders Beier. Arkivfoto
Lene Beier og Anders Beier. Arkivfoto Jens Nørgaard Larsen

Lene Beier, der er aktuel som vært på tv-programmet 'Hjem til gården', fortæller, at en rettesnor for parforholdet er, at man ikke skal holde hinanden tilbage.

Derfor arbejdede hun som lærer, da han startede som selvstændig. Senere er det blevet hendes tur til at gøre karriere, og nu er det ham, 'der trækker det tunge læs herhjemme', lyder det.

Lene Beier har tidligere fortalt, at parrets kærlighed til hinanden sagtens kan bære, at de hver især må flirte, når de er i byen.

»Det, der altid har fungeret for os, er at give hinanden plads og frihed og ikke sætte alle mulige regler for, hvad man skal og ikke skal. Vi er også begge nogen, der godt kan lide at gå i byen og flirte, og der har vi heller ingen regler om, at det må man ikke. Vi bliver nødt til at leve sådan, ellers kommer der for mange kasser og rammer,« sagde Lene Beier.