I programmets sidste minutter ser vi, hvordan Lasse Vilhelmsen fortæller, at han ønsker at forblive gift, mens en grådkvalt Dorthe Brown må fortælle, at hun ønsker at lade sig skille.

Lasse Vilhelmsen fortæller til B.T., at han og Dorthe ikke på forhånd vidste, hvad den anden ville sige.

Og selvom han godt vidste, at Dorthe Brown havde en stærk tvivl, der også har fyldt en del, så gjorde han et sidste forsøg i programmets sidste minutter.

»Jeg var glad for, at jeg var den første til at læse mit brev. Det var mit sidste desperate forsøg, og jeg havde et naivt håb om, at hvis jeg bare kunne vise hende, at jeg stod stærkt, kunne det skubbe hende til den anden side,« forklarer Lasse Vilhelmsen.

Han fortæller, at selvom han egentlig var lidt forberedt på et afslag, så var det stadig smertefuldt.

»Det var ikke den store overraskelse for mig, men det gør ikke, at det gør mindre ondt.«

Dorthe Brown måtte fortælle Lasse Vilhelmsen, at hun ikke ønskede at forblive gift.
Dorthe Brown måtte fortælle Lasse Vilhelmsen, at hun ikke ønskede at forblive gift. Foto: Snowman Productions

»Jeg er ærgerlig over, at hun efter fem uger har set nok til at vælge mig fra. Det er nok det, der gør ondt inde i mig, og det er den følelse, jeg sidder tilbage med,« siger Lasse Vilhelmsen.

Dorthe Brown beskriver, at hun desværre ikke oplevede, at følelserne udviklede sig, som hun havde håbet.

»Jeg endte i et følelsesmæssigt kaos og skabte bare en masse usikkerhed hos Lasse, og det var jo det sidste jeg ønskede,« skriver Dorthe Brown, der har ønsket at svare på skift, til B.T.

Selvom parret altså sluttede ‘Gift ved første blik’ med at gå hver til sit, så blev det dog kun til fire dage hver for sig, før de besluttede at mødes i Kongens Have og se på bryllupsbilleder, som de fik fra produktionen.

Dorthe og Lasse fandt ud af efter programmet, at de alligevel ikke var helt færdige med hinanden.
Dorthe og Lasse fandt ud af efter programmet, at de alligevel ikke var helt færdige med hinanden. Foto: Snowman Productions

Men hvad der bare skulle have været et par hyggelige timer udviklede sig.

»Vi aftalt at mødes i to timer, og jeg endte med først at tage hjem halv ti om aftenen. Vi havde hygget os, og vi blev enige om, at det var for tosset ikke at give det en chance,« fortæller Lasse Vilhelmsen.

Han og Dorthe forsøgte at date i måneds tid, inden de besluttede at kaste håndklædet i ringen for anden gang.

»Det var svært at holde gejsten, og jeg sagde, at min egen energi var ved at fise ud, så vi besluttede at sige ‘det var det’, før nogle blev sårede, så vi kunne holde den venskabelige tone,« siger Lasse Vilhelmsen.

»Vi blev enige om, at vi bare ikke kunne leve op til at være'GVFB historiens stærkeste match',« tilføjer Dorthe Brown.

Spørger man Lasse Vilhelmsen, kunne meget mellem de to måske have været anderledes, hvis logistikken havde fungeret bedre.

Grundet deres børn kunne de nemlig kun ses mandag aften og tirsdag eftermiddag.

»Man er ikke oplagt på samme måde, og det kunne have været fedt at tage på weekendtur, men når de ting ikke er der, så er det dælme svært,« siger Lasse Vilhelmsen.

Dorthe og Lasse på deres bryllupsdag i 'Gift ved første blik'.
Dorthe og Lasse på deres bryllupsdag i 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions

Han er dog stadig glad for, at de gav det et sidste skud.

»For mig gjorde det, at vi fik lagt låg på og bundet en sløjfe og sagt: Nu har vi forsøgt. Det var rigtigt fint,« forklarer Lasse Vilhelmsen.

I dag er han og Dorthe Brown venner, og har flere gange set hinanden i gruppesammenhænge med de andre ‘Gift ved første blik’-deltagere, ligesom de også har set flere af programmerne sammen.

Hverken Lasse Vilhelmsen eller Dorthe Brown har dog fundet en ny kæreste.

»Det har været meget rart bare at være mig selv igen, og jeg har heller ikke være opsøgende,« siger Lasse Vilhelmsen.

»Jeg har slet ikke været opsøgende på kærligheden. Jeg tager det som det kommer -  og gør den, er det jo bare dejligt,« skriver Dorthe Brown.