Nu er der godt nyt på vej for alle 'Klovn'-elskere.

2025 lakker mod enden, og det afslutter dermed et år, hvor trofaste fans fik gensyn med Frank Hvam og Casper Christensen i den tiende sæson af TV 2-serien.

Og nu giver en af seriens hovedroller grund til at glæde sig til sæson 11. 

For i årets sidste nyhedsbrev for CC Clubs, der er Casper Christensens klub og hjemmeside, afslører han, at manuskriptet er færdigt og klar. 

»Nu er jeg lige blevet færdig med at skrive Klovn sæson 11. Så fuld bingo-plade på året 2025,« lyder det. 

Han fortæller videre, at det har været et travlt år. 

Først med instruktionen af 'Klovn', derefter med liveshowet '1CC%' og senest med den nye podcast 'Casper elsker dig', der sendes på Podimo.

Mere kan han dog ikke afsløre.

Allerede i september kunne skuespiller Mia Lyhne afsløre, at en ny sæson var på vej, og at hun igen er med.

Derfor mangler der nu kun svar på, hvornår komedieserien rammer tv-skærmen.