Impact TV med Thomas Heurlin i spidsen er gået konkurs.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som tv-selskabet har udsendt på deres hjemmeside.
Produktionsselskabet, der blandt andet står bag den dagsordensættende dokumentar '#Metoo: Sexisme bag skærmen', har begæret sig konkurs ved skifteretten.
I pressemeddelelsen udtaler administrerende direktør Thomas Heurlin, at konkursbegæringen kommer efter nogle svære år under corona.
»Jeg er umådeligt ked af, at Impact TV er begæret konkurs i dag. Vores dygtige medarbejdere har siden 2015 produceret medrivende og samfundsforandrende indhold – og vi har drevet en sund forretning,« fortæller Thomas Heurlin.
»Men covid-19 kostede os dyrt, både i form af ekstra omkostninger, udskudte og/eller aflyste projekter og senest tilbagebetaling af corona-lån, som vi ikke kan indfri med de strenge vilkår, der gælder. Derfor var en konkurs den ansvarlige udgang.«
Selskabet havde i 2021 et underskud på knap tre millioner kroner og en negativ egenkapital på næsten fire millioner kroner.
Det har derfor været selskabets opgave at komme ud af underskuddet, men det er ikke lykkedes.

Thomas Heurlin fortæller, at man vil arbejde på stadig at få de igangværende projekter udført.
»Hverken medarbejdere eller indholdet skal tynges af den gæld efter covid-19, som jeg ikke kunne løfte,« lyder det i pressemeddelelsen..
»Jeg vil ihærdigt arbejde på at sikre, at alle produktioner og projekter bliver realiseret sammen med de bedste medarbejdere. Men Impact TV er nu lagt i hænderne på en kurator.«
B.T. forsøger at få en uddybende kommentar fra Thomas Heurlin i forbindelse med konkursen.