»Jeg kan se, at hun nu bliver bange, og at hun er virkelig nervøs omkring det.«
Ordene kommer fra en bekymret Kris Jenner i traileren til det seneste afsnit af 'Keeping Up With the Kardashians'. Datteren Khloé Kardashian er i afsnittet blevet konstateret smittet med coronavirus og har fået covid-19.
Sygdommen har sendt den 36-årige Kardashian-søster i seng, og her ligger hun stadig, mens hun til kameraet fortæller, at hun netop har fået svar på sin test.
»Jeg har været på mit værelse. Det skal nok gå, men det var virkelig slemt nogle af dagene. Opkast, rysteture, så var jeg varm, så kold.«
»Jeg lider af migræne, men det her var den mest vanvittige hovedpine. Jeg vil ikke sige, det var et migræneanfald. Når jeg hostede, brændte det i mit bryst, og min hals er stadig ikke okay – tydeligvis,« lyder det fra en hæs reality-stjerne, der fastslår:
»Lad mig bare sige, at det her lort er ægte.«
Det fremgår ingen steder, hvornår optagelserne er lavet, og det er derfor usikkert, hvornår Khloé Kardashian blev en del af corona-statistikken.
Sikkert er det dog, at hendes svoger Kanye West har fortalt, at han var smittet med coronavirus i marts. Om der er forbindelse mellem de to smittetilfælde, melder historien dog intet om.

'Keeping Up With the Kardashians' kører i øjeblikket på 19. sæson, men selv om programmet siden 2007 har været populært verden over, er det også ved at nå til vejs ende.
Således sendte familien i september en fælles udtalelse ud, hvori det lød, at den har besluttet sig for at stoppe showet.
»Det er med tunge hjerter, at vi som familie har truffet den svære beslutning at sige farvel til 'Keeping Up with the Kardashians',« lød det.
Fans kan dog glæde sig over, at den sæson, der lige nu bliver sendt, ikke er den allersidste.
Der er nemlig planlagt en 20. sæson, som vil få premiere i 2021.