Årets nominerede til den danske Robert-prisuddeling er blevet offentliggjort.
Og særligt ét navn går igen og igen blandt de mange nomineringer i de forskellige kategorier indenfor film og tv.
Nemlig Anders Matthesen.
Den 46-årige komiker og skuespiller er personligt nomineret – for første gang vel at mærke – til de prestigefyldte priser som Årets mandlige filmhovedrolle og Årets instruktør sammen med sin medinstruktør Thorbjørn Christoffersen.
Begge nomineringer er for arbejdet med biografhittet 'Ternet Ninja 2', som Anders Matthesen har skrevet og instrueret.
Derudover lægger han også stemme til flere af karaktererne i animationskomedien om drengen Aske og hans ternede ninjadukke – ikke mindst den ternede ninja selv, som altså nu har indkasseret ham sin første nominering som Årets mandlige hovedrolle i en film.
Men de fine nomineringer slutter slet ikke der for Anders Matthesen.
Han er også nomineret som Årets mandlige birolle i en tv-serie, nemlig den nye danske HBO-serie 'Kamikaze', hvor han har rollen som Psyko-Bo.

Det er dog særligt Matthesens seneste film 'Ternet Ninja 2', der med hele syv nomineringer har fået Filmakademiets kærlighed at føle.
Den 46-årige komikeres seneste animationsfilm er nemlig også nomineret i kategorierne Årets børne- og ungdomsfilm, Årets adapterede manuskript og Årets originale sang med 'Bad boy'-nummeret fra filmen, sunget af Matthesen selv og komponeret af producer Kewan Pádre, kendt som KewanLiggerBeatetNormal.
Det er Filmakademiets mere end 2000 medlemmer, der har udvalgt de nominerede i de 29 forskellige kategorier til årets Robert-prisuddeling.
Det er ligeledes disse mange fagpersoner, der skal kåre vinderne.
Robert Prisen afholdes 5. februar.