Først var de på hold sammen og efterfølgende blev de konkurrenter, men deres relation var stort set den samme. 

I årets udgave af 'Robinson Ekspeditionen' har konflikten mellem Anders Thimm og Irene Kubel været noget af dét, der har fyldt mest i programmet.

Og dramaet stoppede ikke, selvom kameraerne slukkede.

Dagen inden hjemrejsen til Danmark opholdt deltagerne Marco Manzionnas, Irene Kubel, Anders Thimm og Trine Lidsmoes ved poolen på et hotel. Her endte stemningen ifølge flere af de tilstedeværende med at eskalere, fordi Irene gik hårdt til Anders.

»Det var helt vildt vanvittigt. Der bliver sagt alle mulige sindssyge ting,« siger Anders Thimm til B.T. og tilføjer, at han ellers bare lå ved poolen for at slappe af og nyde den sidste dag. 

Marco Manzionna mener også, at situationen pludselig eskalerede, selvom der intet optrin var i det.

Marco Manzionna var en del af de fire deltagere, der var til stede ved poolen. 
Marco Manzionna var en del af de fire deltagere, der var til stede ved poolen.  Foto: Viaplay

»Vi ligger ved poolen, og så bliver sprogbrugen grimmere, og grimmere fra Irenes side mod Anders. Hun begynder at køre på ham og sender stikpiller.« 

Af videomateriale og udsagn, som B.T. har set, fremgår det, at stemningen ved poolen er anspændt, og at der bliver råbt flere skældsord. 

»Episoden var meget, meget grim. Jeg har set lidt af hvert, men det dér var ubehageligt. Det var skørt og sindssygt,« siger Marco Manzionnas.

»Der gik fodboldslagsange i den. Det var voldsomt og ubehageligt, og det stak af,« medstemmer Trine Lidsmoes.

Trine Lidsmoes fortæller, at situationen var ubehagelig. 
Trine Lidsmoes fortæller, at situationen var ubehagelig.  Foto: Viaplay

Hun forklarer, at hun sammen med Marco forsøgte at stoppe episoden, og at hendes oplevelse var, at deltagerne fik talt ud bagefter – og derfor troede hun, at konflikten blev afsluttet der.

Irene Kubel selv bekræfter til B.T., at hun ved poolen på ventehotellet går mod Anders og synger fodboldsange. 

»Jeg bliver sur over noget fra programmet, der forarger mig og så mister jeg besindelsen. Det er helt gak og ærgerligt,« siger hun og tilføjer:

»Situationen blev løst rigtig fint, og et par timer efter siger jeg undskyld, og vi krammer.«

Irene Kubel troede, det blev løst på ventehotellet for et halvt år siden. 
Irene Kubel troede, det blev løst på ventehotellet for et halvt år siden.  Foto: Viaplay

At episoden nu – næsten et halvt år senere – bliver bragt frem igen, kommer bag på hende.

»Jeg ved ikke, hvad hans motivation er for det her. Jeg har svært ved at forstå det. Jeg tror, det handler om at komme i medierne eller om at skade mit navn.«

Irene Kubel ærgrer sig samtidig over, at der eksisterer videomateriale fra situationen:

»Jeg synes, det er grænseoverskridende, at jeg er blevet optaget. Men Anders har formentlig også syntes, min opførsel var grænseoverskridende.« 

Marco Manzionnas og Anders Thimm var holdkammerater gennem hele deres ophold. 
Marco Manzionnas og Anders Thimm var holdkammerater gennem hele deres ophold.  Foto: Viaplay

Episoden ender med at stoppe, da Marco Manzionnas kontakter produktionen, der kommer forbi hotellet og taler ud med de involverede for at dæmpe konflikten.

Han fortæller, at han oplevede produktionens håndtering som fin, og at Irene sagde undskyld. Anders beskriver samtalen med produktionen som en afhøring, der mindede om »polititilstande«.

Begge har indtrykket af, at produktionen forsøgte at lukke sagen, så den blev på hotellet i Malaysia.

»Jeg har fået af vide, jeg ikke må dele ud om oplevelsen fra Mastiff,« siger Anders Thimm, og Marco Manzionnas tilføjer:

»Jeg synes, det virkede til, at de ville holde det internt og ikke ville have historien ud.«

B.T. har forlagt Viaplay kritikken, og redaktør Trine Kongegaard er vendt tilbage med et skriftligt svar:

»Vi har fuld tillid til, at Mastiff (produktionen, red,.) håndterede situationen professionelt.«

»Deltagerne er ikke blevet bedt om at tie stille om oplevelsen. Producenten har rådet dem til at komme videre og ikke hænge fast i konflikten, hvad de efterfølgende har valgt at gøre har ikke noget med produktionen at gøre.«