Danskerne kan bare ikke få nok af dansk håndboldsucces.
Selvom det er blevet hverdag at se de danske håndboldherrer spille finaler, er seertallet stadig langt højere end andre tv-programmer som eksempelvis 'X Factor', der har omkring en million seere.
Analysebureauet Nielsen, der måler seertal i Danmark, oplyser til B.T., at 1,744.000 danskere søndag aften fulgte med live på TV 2, da Danmark slog Tyskland i EM-finalen.
Det er lidt færre end de sidste mange finaler, men det har en naturlig forklaring, forklarer B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
For det første var der i 2024 11.000 flere seere på TV 2, da Danmark tabte EM-finalen til Frankrig.
Dengang blev finalen spillet i Tyskland, og her påpeger Lasse Vøge, at forskellen er at dette års finale blev afholdt på dansk jord i Jyske Bank Boxen, hvor 15.000 af landets mest hardcore håndboldfans klappede med.

»De havde normalt siddet hjemme foran skærmen og talt med i seermålingen,« forklarer han.
Siden 2019 har Danmark derudover stået i – og vundet – fire VM-finaler, der alle er blevet set af over to millioner danskere i tv.
Også det giver ifølge Lasse Vøge god mening.
»DR og TV 2 deler altid VM-slutrunderne, mens TV 2 har EM solo. Og det påvirker også seertallet. For alle kan streame DR, mens det kræver et TV 2 Play-abonnement at se landskampe på TV 2.«
Den mest sete finale siden landstræner Nikolaj Jacobsen indledte sit EM- og VM- guldtogt i 2019 var netop, da Danmark slog Norge i VM-finalen i 2019.
Her blev finalen set af 2,680.000 danskere på tværs af DR1 og TV 2.
