Der er dømt rokade på TV 2.
Lotte Lindegaard, der siden 2021 har været indholdsdirektør og medlem af direktionen i TV 2 Danmark, har besluttet at forlade rollen som indholdsdirektør for at overtage roret som fiktionschef permanent.
Det betyder, at TV 2 har skulle finde en ny indholdsdirektør.
Det er sket internt.
Nuværende nyhedsdirektør Ulla Pors træder ind i koncernens direktion som indholdsdirektør med ansvar for TV 2s indhold på tværs af nyheder og programmer, mens Anne Mette Svane bliver ny nyhedsdirektør.
»Det er en meget erfaren, publicistisk stærk og dygtig leder, der overtager indholdsområdet i TV 2, og den rigtige til opgaven i den tid, vi er i, er Ulla Pors,« siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:
»Ulla har unik erfaring med indhold, nyheder og digital omstilling og for at oversætte vores indhold til danskernes behov både nu og her og i fremtiden Ulla ved, hvor afgørende det er for vores sammenhængskraft og demokrati, at vi har modige, kritiske og troværdige medier i Danmark og hun har stået i spidsen for centrale, publicistiske beslutninger. Vi har taget hul på vores 2030-strategi i hele huset, og det bliver et vigtigt tidspunkt, at Ulla træder ind i direktionen på. Jeg er meget glad for det nye hold, vi sætter, og er meget stolt af, at vi har en stærk og erfaren talentkæde i TV 2.«
TV 2s nye nyhedsdirektør bliver Anne Mette Svane, der i dag er chefredaktør for TV 2 News og souschef i TV 2 Nyhederne.
Svane kom til TV 2 i 2022 fra en stilling som chefredaktør på Politiken og har på få år sat et markant præg på TV 2 News og på TV 2 Nyhederne.
Med udnævnelsen af Anne Mette Svane sættes der nyt chefhold i TV 2 Nyhederne.
TV 2 Nyhedernes nuværende chefredaktør og nyhedschef, Jon Hasselbalch Mikkelsen, bliver i stedet souschef og stedfortræder for nyhedsdirektøren.
Han vendte tilbage til TV 2 i 2021 efter en periode som aktualitets- og nyhedschef på Radio IIII.
Thomas Hem Gadsbølle er ny chefredaktør for TV 2 News.
Han blev redaktionschef på nyhedskanalen i 2021 efter at have været chef for Radioavisen og P3 Nyheder hos DR. Før det har Thomas Hem Gadsbølle gennem en årrække varetaget stillinger som reporter, redaktør, redaktionschef for TV 2 Nyhedscenter og senest redaktionschef på TV 2 News.
Ændringerne træder i kraft 1. maj 2026.

