»Jeg har aldrig nogensinde været nøgen på film eller teateret, så hvorfor skulle jeg begynde på det som 84-årig? Det er for langt ude.«
Sådan siger Judy Gringer, da B.T. spørger hende, hvordan det er for hende at optræde halvnøgen i en ny, dansk film.
Men det gør hun altså slet ikke.
Det afslører den 84-årige skuespiller for B.T. ved en pressedag for filmen 'Madklubben 2 – hjemme igen'.
Den folkekære skuespiller Judy Gringer blev landskendt i 1960erne, hvor hun spillede side om side med stjerner som blandet andet Dirch Passer, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard.
I sine yngre dage knyttede man ofte ord som 'sexbombe' til skuespilleren, der ikke var bleg for at optræde letpåklædt.
Men nu er der altså kommet nye boller på suppen. Skulle man tro.
Hun er nemlig tilbage på det store filmlærred i filmen 'Madklubben 2 -hjemme igen', hvor hun spiller den demente og lettere forvirrede mor til hovedrollen 'Marie' spillet af Kirsten Olesen.

I en af scenerne ses Judy Gringers rolle altså halvnøgen med et håndklæde om halsen, som dækker hendes nøgne barm.
Kameraet afslører kort rollens nøgne bagparti.
»Det er ikke mig. Jeg blev ikke engang spurgt,« forklarer hun til B.T og knytter en overraskende fortælling om netop den scene.
Hun afslører nemlig, at holdet bag filmen fandt en anden kvinde til netop de optagelser.
»De spurgte en anden dame, som boede lidt oppe ad vejen, om hun ville lave scenen i stedet for mig. Hun er 40 år yngre end mig,« afslører den 84-årige skuespiller.
Selvom det aldrig var et spørgsmål om, hvorvidt hun skulle optræde mere eller mindre med bar bagdel, virker det ikke til, at Judy Gringer er ked af, at scenen blev lavet med en såkaldt 'stand in'.
»Så jeg stod ikke dér som 84-årig med bar røv, og det var slet ikke et spørgsmål, som nogen stillede mig,« slår hun fast og forklarer, at det var en klar betingelse fra hendes side.
Judy Gringer kan ses med blandt andre Kirsten Olesen, Stina Ekdal og Mia Lyhne i filmen 'Madklubben 2 – hjemme igen' i biograferne fra 23. oktober.

