For 12 år siden lykkedes Jan Gintberg med sin mission.

Han ville sælge et tv-program ind, hvor han på humoristisk vis besøgte landets forskellige afkroge – og det endte som DR-serien 'Gintberg på kanten'.

Men efter 12 år har den 59-årige komiker valgt at lægge sit populære og prisvindende program i graven. 

Det skriver DR.

Jan Gintberg har siden starten udvidet konceptet fra at handle om danske byer, til at han nu også har undersøgt eksempelvis statslige institutioner eller som i den aktuelle sæson: Generationskløften.

Jan Gintberg har i 12 år lavet sit populære program 'Gintberg på kanten', som stopper efter den aktuelle sæson. Foto: Jens Thorborg / GoVisuel
Jan Gintberg har i 12 år lavet sit populære program 'Gintberg på kanten', som stopper efter den aktuelle sæson. Foto: Jens Thorborg / GoVisuel

Men nu er komikeren rede til at sige farvel til 'Gintberg på kanten'.

»Det er vigtigt at prøve at udfordre sig selv på nye måder. Man er nødt til også at tvinge sig selv til at prøve nogle nye ting. Og jeg trænger til at prøve noget nyt,« fortæller Jan Gintberg til DR.

Her forklarer han også, at den nyfundne fritid efter programmets pension bliver brugt på at forberede et nyt standup show.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Jan Gintberg.

Sidste afsnit – nogensinde – af 'Gintberg på kanten' sendes onsdag 1. november kl. 20.30 på DR1.