»Det er svært som dansker ikke at have begge hænder over hovedet.«
Sådan lyder det fra B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg oven på dagens Oscar-nomineringer, hvor Danmark er at finde i hele fire kategorier.
Det er en historisk dag, og det har sat »en stor, fed streg under«, at de film, Danmark producerer, er på et meget højt niveau, forklarer han.
Thomas Vinterbergs film 'Druk' er nomineret i kategorien 'Bedste udenlandske film', og så snupper Vinterberg selv en nominering i kategorien 'Bedste instruktør'. Det er første gang, at en dansk instruktør er nomineret i netop denne kategori.

'Druk' er ikke den eneste film, der sørger for dansk præg ved den kommende Oscar-uddeling. 'Sound of Metal' med den danske filmklipper Mikkel E.G. Nielsen er nemlig nomineret i kategorien 'Bedste klipning'.
Og dokumentaren 'The Letter Room', som er instrueret af danske Elvira Lind, er nomineret i kategorien 'Bedste kortfilm'.
»Selvfølgelig retter alles fokus sig mod Thomas Vinterberg og filmen 'Druk', men vi har altså også fået to andre virkelig flotte nomineringer, der strækker sig over flere forskellige kategorier,« lyder det fra Jakob Illeborg.
Han mener, at den brede palet af nomineringer absolut vidner om, at man i Danmark uddanner en del af eliten inden for filmmediet.

»Det vil sætte et stort aftryk internationalt,« siger han og fortsætter:
»Vi har nogle af verdens bedste filmskoler og -uddannelser.«
I dag vil Jakob Illeborg selvfølgelig fejre nomineringerne, men han vil også – måske endda i højere grad – fejre, hvor gode danskerne er blevet til at lave film.
»Det er en fantastisk bedrift,« afslutter han.
I kategorien 'Bedste internationale film' kæmper danske 'Druk' mod filmene 'Better Days' fra Kina, 'Collective' fra Rumænien, 'The Man Who Sold His Skin' fra Sverige og 'Quo Vadis, Aida?' fra Bosnien-Hercegovina.
Thomas Vinterberg kæmper mod Chloé Zhao fra Kina, David Fincher fra USA, Aaron Sorkin fra USA og Emerald Fennell fra England i kategorien 'Bedste instruktør'.