Ingen øl eller sprut.
Det viste sig at være virkeligheden for deltagerne af anden sæson af TV 2-hittet 'Spillet', der netop nu bliver sendt på tv. Og det var ikke helt populært.
»Der var ramaskrig, da folk fandt ud af, at der ikke var noget alkohol,« siger en af årets deltagere Philip May i podcasten 'Efter Spillet':
»Men jeg var faktisk glad for, at der ikke var alkohol, for jeg ved også godt, at det kan være farligt. Jeg skal bare have en øl, så har jeg fortalt hele min plan.«
Det er tidligere kommet frem, at produktionsholdet i første sæson af 'Spillet' måtte begrænse deltagernes adgang til alkohol, fordi det tog overhånd.
Samtidig var der også kritik fra flere af de medvirkende over, at det »sociale overlevelsesspil« var for psykisk hårdt.

I podcasten 'Efter Spillet' siger en anden deltager i sæson to af 'Spillet' dog, at hun savnede alkohol,
»Jeg har glædet mig meget til det sociale ved, at man måske stod og lavede mad sammen og drak en øl, når dagen var færdig,« siger Olivia Salo.
Til Billed-Bladet siger Mathias Bach, der også er med i de nye afsnit:
»Vi drak ikke. Og gudskelov for det,« lyder det:
»For så ved jeg ikke, hvilken siden af mig, der havde vist sig. Så havde de nok fået min røv at se.«
Andet sæson af 'Spillet' er siden 1. januar ugentlig blevet sendt tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo. De kan også ses på TV 2 Play.

