'Denne serie er lavet af mennesker'.

Sådan stod der i rulleteksterne, da den længeventede tv-serie Pluribus fredag løb over skærmene for første gang.

Bag serien står stjerneinstruktøren Vince Gilligan, som også har lavet 'Breaking Bad', og i et opsigtsvækkende interview om sit seneste værk deler han nu et klart budskab:

»Jeg hader AI,« siger han til Variety og kalder den nye bølge af AI-teknologi for varm luft.

 »AI er verdens dyreste og mest energikrævende plagiat-maskine. Jeg tror, det alt sammen med stor sandsynlighed er noget fis.«

Kunstig intelligens og teknologiens enorme hype, som blandt er blevet båret frem af ChatGPT, har hurtigt vundet indpas i mange brancher, også Hollywood.

Vince Gilligan har skabt serier som 'Breaking Bad' og er nu aktuelt med 'Pluribus'. Han kritiserer kunstig intelligens.
Vince Gilligan har skabt serier som 'Breaking Bad' og er nu aktuelt med 'Pluribus'. Han kritiserer kunstig intelligens. Foto: Richard Shotwell/AP/Ritzau Scanpix

I den amerikanske filmindustri deler det vandene.

I øjeblikket skaber det ekstrem vrede blandt filmfolk, at et firma har lanceret en AI-skuespiller ved navn Tilly Norwood. Nogen frygter, at den vil stjæle job og skade skuespilfaget. Og i 2023 strejkede manuskriptforfattere, som frygtede at blive byttet ud med robotter.

Imens brager udviklingen derudaf med nye teknologier, som kan lave stadig mere virkelighedstro video.

Men 'Breaking Bad'-skaberen har ikke meget til overs for AI's udvikling.

»Vil I gerne fodres med skrald? Er der nok kalorier i en kost bestående af skrald til at holde jer i live?,« spørger han i sit interview med Variety.