Synes du, at 'Toppen af poppen' nogen gange virker lidt kunstig? Det er der en god grund til, afslører Hjalmer Larsen.

TV2's underholdningsprogram, hvor en række danske musikere fortolker hinandens sange, har nu kørt i 11 sæsoner.

I den seneste netop afsluttede omgang deltog udover Hjalmer navne som Simon Kvamm og Malte Ebert.

Hjalmer var mandag aften gæst i TV2's 'Natholdet', og her undrede vært Anders Breinholt sig over, hvorfor Malte Ebert stillede så mange, lange spørgsmål i 'Toppen af poppen'.

Hjalmer i 'Toppen af poppen'.
Hjalmer i 'Toppen af poppen'. Per Arnesen

Udover at fortolke hinandens sange er en del af konceptet, at de medvirkende siddede rundt om et bord også skal fortælle lidt af deres livshistorie.

De hyggesnakker og takker hinanden for de forskellige fortolkninger, og pludselig kan en deltager - som for eksempel Malte Ebert - så finde på at stille et længere spørgsmål.

»Nu ved jeg ikke, om jeg 'burster nogens boble',« fortæller Hjalmer i 'Natholdet' og afslører så, at der selvfølgelig er nogen bag kameraet, der gerne vil styre, hvad der skal tales om ved bordet.

»Vi får lov at snakke og være sammen, men der er nogle tilrettelæggere, der kommer over til os hvisker 'hej Hjalmer vi kunne godt tænke os, hvis du spørger om det her'. Så skal man helt casual i en samtale være 'Nå, Maria Bramsen, hvis nu jeg siger røde æbler egentlig, hvad så?,« griner Hjalmer og tilføjer, at Malte Ebert var rigtig god til disse indlagte spørgsmål.

TV 2's underholdningsredaktør Dorte Borregaard forklarer, hvorfor man beder musikerne om at stille bestemte spørgsmål:

»'Toppen af poppen' er et portræt af musikerne, og der ligger en grundig research bag tilrettelæggelsen. Så derfor placerer tilrettelæggerne nogen faktuelle spørgsmål for at få historierne frem og for at få portræthistorien til at udvikle sig. Selve snakken fortsætter så som regel mellem musikerne, når tilrettelæggeren har sat noget i gang, og her spørger musikerne tit hinanden om alt mulig andet – og det er også meningen.«

Adspurgt om ikke det ville være en god ide med en vært, der kunne stille spørgsmålene i stedet for, lyder svaret:

»Vi synes ikke, det er nødvendigt med en vært i 'Toppen af poppen'. Der opstår netop en fortrolighed og et stærkt sammenhold hos de syv artister, fordi de er alene sammen om oplevelsen.  Det er syv musikere, der har en masse tilfælles og derfor kan spejle sig hinandens liv med musikken.«

Sidste afsnit af denne omgang 'Toppen af poppen' blev sendt for lidt over en uge siden og blev set af 457.000 danskere.

Malte Ebert i 'Toppen af poppen'.
Malte Ebert i 'Toppen af poppen'. Per Arnesen / TV2