De fandt ham foroverbøjet i en knælende position i den nederste køjeseng. En ende af lagenet var fastgjort til øverste køjeseng, den anden bundet om hans hals. Det var 10. august 2019. Klokken 6.39 blev han erklæret død.

»Jeg er taknemmelig for, at han ikke længere kan skade flere,« sagde ét af hans ofre. Jeffrey Epstein havde taget sit eget liv.

Men hans død blev ikke en forløsning. Blev ikke enden på et skræmmende kapitel i en sexforbryders liv. Næsten tværtimod.

Selv et år efter er Jeffrey Epsteins død stadig et mysterium. Mange har stillet – og stiller fortsat – spørgsmålstegn ved hans selvmord. Finder det lovligt belejligt.

»Han blev myrdet, fordi han lå inde med væsentlige hemmeligheder om højtstående personer i de engelske og amerikanske regimer,« lød det ifølge Newsweek tilmed fra den syriske diktator, Bashar al-Assad.

Dét spor har mange andre fremtrædende personer været inde på: New Yorks borgmester, en tidligere rådgiver i Senatets retsudvalg for blot at nævne et par. Og selvfølgelig Jeffrey Epsteins egen bror, hvis overbevisning blev understøttet af den rutinerede tidligere retsmediciner, han havde hyret, hvis rapport overbevisende skråsikkert fastslog, at Jeffrey Epsteins død ikke kunne være selvmord.

Heller ikke den menige amerikaner troede på det. I en meningsmåling fra januar i år mente kun 21 procent, at han begik selvmord. 52 procent var derimod overbevist om, at han blev myrdet for at forhindre ham i at vidne mod magtfulde venner.

Og dem havde Jeffrey Epstein mange af. Donald Trump og Bill Clinton er kun toppen af isbjerget af den parade af magtfulde mænd, der gladeligt satte sig ind i Epsteins privatfly – 'Lolita-ekspressen' kaldte de det – og blev sat af på hans private caribiske ø.

Så gode venner var de.
Så gode venner var de. Getty Images

Nogle af de såkaldte venner havde ifølge flere af ofrene sex med de mindreårige piger, som Epstein stillede til rådighed.

Blandt de 'venner' finder man, ud over prins Andrew, den prominente advokat Alan Dershowitz, milliardærerne Lex Wexner og Glenn Dubin, en tidligere guvernør i New Mexico, en tidligere senator, en tidligere FN-ambassadør, en hotelkonge, en unavngiven saudisk prins, en unavngiven spansktalende tidligere præsident.

»Det er svært for mig at huske dem alle. Jeg fik bare ordrer på at tilfredsstille disse mænd og gøre Ghislaine og Jeffrey glade,« som et af ofrene, Virginia Giuffre, har forklaret i retten.

Yderligere navne kommer uden tvivl til i takt med, at flere og flere tidligere hemmeligholdte retsdokumenter bliver frigivet.

Jeg har snavsede hemmeligheder om magtfulde mennesker

Dertil kommer selvfølgelig den bombe, der vil springe, hvis det overvågningsmateriale, som politiet beslaglagde, da Jeffrey Epstein blev anholdt, bliver offentliggjort.

På det ligger angiveligt optagelser fra hver en krog af hans kæmpe byhus i New York, det eksklusive palæ i Palm Beach, ranchen i Ohio og New Mexico, på den caribiske ø og i den parisiske lejlighed. Optagelser af hans 'venner'. For at have en klemme på dem.

'Jeg har snavsede hemmeligheder om magtfulde mennesker,' pralede Epstein selv af over for en New York Times-journalist i sommeren 2018 i en snak, hvor han i øvrigt også kaldte det 'en kulturel afvigelse at kriminalisere sex med teenagepiger'.

Disse 'snavsede hemmeligheder' betyder, at heller ikke 'venner', som ofte sås i Epsteins selskab, kan føle sig sikre.

Engelske prins Andrew er godt og grundigt fedtet ind i sagen om seksuelt misbrug af mindreårige piger.
Engelske prins Andrew er godt og grundigt fedtet ind i sagen om seksuelt misbrug af mindreårige piger. JOHN THYS

Her finder man tidligere Trump-rådgiver Tom Barrack, milliardær Mort Zuckerman, Woody Allen, tidligere Harvard-præsident Larry Summers, den nu afdøde fysiker Stephen Hawking, den sexdømte filmproducent Harvey Weinstein og en række prominente Hollywood-stjerner. Selv norske kronprinsesse Mette-Marit mødtes adskillige gange med Jeffrey Epstein.

Mange af dem har – som nu Donald Trump – lystigt joket med Epsteins hang til meget unge kvinder. Ikke én af dem gjorde noget for at melde ham. Heller ikke efter afsoningen af dommen i 2008, hvor Epstein tilmed offentligt blev registreret som sexforbryder.

Det valgte de fleste af 'vennerne' meget belejligt at glemme.

6. juli 2019 blev Jeffrey Epstein anholdt. Fem uger senere begik han – måske – selvmord.

Men hemmelighederne om hans pædofili og sexring kravler stadig op af de mørke huller. Ingen i hans omgangskreds kan føle sig sikre.

Kilder: 'Jeffrey Epstein: Filthy Rich', NY Magazine, Vanity Fair, New York Times