Fredag aften blev danskernes yndlings tv-værter fejret til TV-GULD, hvor glæden var stor blandt de kendte ansigter.

Priserne blev uddelt i otte forskellige kategorier, skriver Billed-Bladet, og der er en del gengangere blandt vinderne.

Årets mandlige underholdningsvært blev Peter Ingemann, som nu kan bryste sig af at have vundet titlen for fjerde gang. Det gør dog ikke glæden mindre.

'TAK!!!!!!!!!!!!!!!!!!! AF HJERTET TAK. LOVE YOU,' skriver værten kort efter overrækkelsen på sin Instagram-profil.

Årets kvindelige underholdningsvært blev Sofie Linde, mens årets kvindelige nyhedsvært er Cecilie Beck.

For femte gang i træk vandt Kåre Quist prisen som bedste mandlige nyhedsvært. En pris, han er meget glad for, skriver han på Instagram.

'Hvert år stemmer Billedbladets mange, mange tusinde læsere på deres foretrukne nyhedsvært. Jeg er så stolt og beæret over at I igen har valgt mig. TAK fordi I tænder for TVAvisen!'

Stine Bjerre Mortensen løb med titlen som årets bedste kvindelige sportsvært for tredje år i træk, mens Morten Ankerdal tog prisen for den tilsvarende titel for mænd.

Det er sjette gang Morten Ankerdal løber med titlen. Både han og Stine Bjerre Mortensen udtrykte deres glæde på de sociale medier.

'Jeg er så piv stolt! Og ved at revne af glæde over prisen som årets kvindelige sportsvært. Tusinde tusinde tak til alle jer, der har stemt,' skriver Stine Bjerre Mortensen, mens Ankerdals opdatering lyder:

'Virkelig glad for denne her. Det bliver aldrig en vane. 6. gang og stadig lige stolt og ydmyg. Tak. Ikke mindst til jer der stemte - ikke kun på mig. Skønt I ser med. I har været med til at gøre denne weekend en hel del sjovere. Yeeees.'

Årets TV-GULD var 30. gang, Billed-Bladet uddelte sine tv-priser. Det er Billed-Bladets læsere, der har stemt og afgjort, hvem der skulle vinde priserne for bedste værter.