Hvorfor kan man i virkeligheden ikke finde 'Nissebandens' hjem i Holme-Olstrup, og hvorfor blev to af skuespillerne pludselig skiftet ud undervejs?

I anledning af at DR i år igen-igen genudsender den første julekalender om 'Nissebanden' fra 1984, har B.T. bedt skuespiller og 'Nissebanden'-bagmand Flemming Jensen om at lægge kortene på bordet.

For det første blev to af skuespillerne skiftet ud, da man i 1989 lavede opfølgeren 'Nissebanden i Grønland'.

Hvor Lars Knutzon i den første julekalender fra 1984 spillede skibsnissen Skipper, blev rollen overtaget af Finn Nielsen, da turen gik til Grønland.

Lars Knutzon som Skipper.
Lars Knutzon som Skipper. DR

»Lars kunne simpelthen ikke, da han skulle lave teater. Normalt kan man godt forene teater med filmarbejde, men fordi vi skulle til Grønland i fem uger og optage, var det ikke muligt. Finn var så den første, vi spurgte. Vi rekrutterede meget fra en kunstnerisk 'familie', der var centreret omkring Hjørring Revyen, så derfor blev det ham,« forklarer Flemming Jensen.

Lars Knutzon bekræfter over for B.T., at han måtte melde afbud, da han var optaget af andet arbejde. Derudover er det ikke noget, han ærgrer sig over i dag, tilføjer han.

Gemyse (Kirsten Peüliche) og Skipper (Finn Nielsen).
Gemyse (Kirsten Peüliche) og Skipper (Finn Nielsen).

I 'Nissebanden i Grønland' blev der også skiftet ud i ungnisse-rollen.

Hvor Kirsten Lehfeldt i den første julekalender spillede skovnissen Pil, fandt man i Grønlands-udgaven på at skifte karakteren ud med ungnissen Puk, spillet af Ann Hjort.

Kirsten Lehfeldt som Pil.
Kirsten Lehfeldt som Pil. DR

Kirsten Lehfeldt skriver i en sms til B.T., at hun ligesom Lars Knutzon i anden omgang var booket til anden side og derfor ikke kunne være med.

»Det var fint. Jeg havde spændende opgaver herhjemme, og Søs (Egelind, red.) og jeg har jo gæstet og optrådt i Grønland et utal af gange, så jeg har oplevet og kender det vidunderlige land.«

Flemming Jensen tilføjer, at udskiftningen også skyldtes, at der siden den første julekalender jo var gået en håndfuld år.

»På et tidspunkt er det ikke længere rigtigt at lade en skuespiller spille 'barn'. Ens træk ændrer sig jo. Grunden til at jeg er den eneste nisse, der har været med i alle tre julekalendere, skyldes, at jeg jo til dels var der i forvejen (som manuskriptforfatter og instruktør, red.), og så spillede jeg Lunte, hvis karakteristik er, at han er tyk, og det kan man være i alle aldre.«

I 'Nissebanden i Grønland' var Kirsten Lehfeldt skiftet ud med Ann Hjort.
I 'Nissebanden i Grønland' var Kirsten Lehfeldt skiftet ud med Ann Hjort. Nissebanden i Grønland, 1989 / Foto: Preben Trunshøj, DR

Da man i 2003 lavede den tredje julekalender om 'Nissebanden', 'Nissernes ø', var Flemming Jensen altså den eneste tilbage fra det oprindelige hold. Han ville gerne have haft Arne Hansen med igen som Hr. Mortensen, men han døde i 1992 kun 52 år gammel, og i stedet opfandt man en rolle til Jesper Christensen.

Til sidst fortæller Flemming Jensen med et grin, hvorfor man ikke kan finde hverken karakteren Fiffig Jørgensen eller 'Nissebandens' hjem i den sydsjællandske by Holme-Olstrup, som ellers nævnes som det geografiske omdrejningspunkt i historierne.

»Der er ikke optaget så meget som et sekund i Holme-Olstrup. Alt er optaget i Slaglille (lille by mellem Sorø og Ringsted, red).« (Flere B.T.-læsere har efter artiklens publicering gjort opmærksom på, at der muligvis kan være tale om Slagslunde og ikke Slaglille, red)

Flemming Jensen som Lunte.
Flemming Jensen som Lunte. DR

Flemming Jensen fortæller, at han i første omgang havde skrevet Holme-Olstrup i sit manuskript, fordi det kom ud af en revytradition.

»Da jeg lavede revy i Hjørring, var der altid en by i nærheden, der var prygelknabe. Deroppe var det Bindslev. Da jeg lavede revy i Mogenstrup ved Næstved, blev det så Holme-Olstrup, så da jeg skrev julekalenderen, tænkte jeg på det sted. Og det sjove var, at jeg havde aldrig været i Holme-Olstrup. Da teknikerne tog derned for at se det, kom de tilbage og sagde, at det kunne jeg godt glemme. Det var simpelthen for kedeligt et sted.«

Han syntes dog, at det var et godt navn, så han beholdt det, og siden har byen også udnyttet at være julemandens by i Danmark.

»I julekalenderen foregår meget omkring et gadekær. Problemet er, at turisterne jo ikke kunne finde det gadekær, når de kom til Holme-Olstrup, så kommunalbestyrelsen holdt møde og endte sgu med at grave et gadekær, haha. Så i dag står der i Holme-Olstrup et gadekær og en statue af Lunte.«