Ligesom man hvert år kan forvente en julekalender, så er det også efterhånden tradition, at brødrene Price rykker ind i de danske stuer med julemaden. 

Dette år er ikke anderledes, men det falder ikke nødvendigvis i god jord hos Henrik Palle, der i Politiken anmelder det nye juleprogram fra DR's 'Berømte måltider: Peters Jul', hvor den traditionelle jul bliver skildret.

»Historien om juletræet, flagene på træet og alt det der gejl kender vi til hudløshed, for den gentages hver evig eneste jul af en eller anden folkemindeforsker for rullende kamera,« skriver han og fortsætter: 

»Vi behøver ikke at tage flere gidsler i kampen om at bevare noget, der ret beset er en ideologisk konstruktion: den borgerlige jul som værende den eneste rigtige og autentiske til gavn for kapitalen.«

James Price fortæller til B.T., at han ikke har læst anmeldelsen og egentlig heller ikke vil kommentere på den. 

»Jeg kommenterer ikke på anmelderes holdninger og meninger. Det er jo deres job,« siger han. 

Men anmelderen bør alligevel væbne sig med tålmodighed, afslører James Price. Allerede i andet afsnit bliver julen nemlig skildret som den kan være i dag.

»De fleste af os har en ideel forestilling af, hvordan julen skal være. Vi bruger kræfter, tid og prøver at genskabe traditionerne. Uden traditionerne har vi ingen jul. Så kunne det lige så godt være en tirsdag i maj,« siger James Price og tilføjer: 

»Julen har jo forandret sig. Men hvis man vil beskrive julen, så må man forholde sig til traditionerne,« fortæller han og uddyber, at man derfor i første program har beskrevet den traditionelle jul. 

Peters far og mor var ikke skilt tilbage i 1800-tallet, og 'vegetar' var end ikke et ord. I dag ser det dog anderledes ud.

»Kernefamilien er splittet op, der sidder glutenallergikere, veganere og vegetarer om bordet – det handler andet program om. Alle de problematikker vi bokser med i dag for at få den her aften til at hænge sammen,« fortæller han. 

»Det ville da være en god idé at se afsnit to.«