Ups. Det gik helt galt, da Google forleden sendte en automatiseret nyhed ud om et optrin ved den store Bafta-prisuddeling.

Og selskabet lægger sig fladt ned i en udtalelse til Deadline:

»Vi beklager meget denne fejl,« lyder det fra en talsperson til mediet:

»Vi har fjernet den stødende meddelelse og arbejder på at forhindre, at det sker igen.«

Her er, hvad der skete:

Da de to sorte skuespillere Michael B. Jordan og Delroy Lindo skulle præsentere en pris, kom der pludselig et racistisk tilråb fra salen.

Nærmere bestemt det såkaldte 'n-ord'.

Afsenderen var den skotske aktivist John Davidson, der har Tourettes syndrom – han var med til prisuddelingen, fordi hans liv er blevet filmatiseret i den nominerede 'I Swear'.

Et symptom ved Tourettes syndrom kan være, at man ufrivilligt siger ord, sætninger og fraser, der kan være upassende i den pågældende situation.

Eksempelvis 'n-ordet' når der står to sorte skuespillere på scenen.

Situationen vakte stor opmærksomhed, og så var det, at det gik helt galt for Google, da man linkede til en nyhed fra The Hollywood Reporter om sagen.

I den forbindelse blev der tilføjet en sætning om, at man kunne 'læse mere om (n-ordet)'.

Google har uddybet, at »systemerne« registrerede, hvilket ord, artiklen omhandlede og derfor brugte lige præcis dét ord til at lokke folk til at læse mere.

»Vores sikkerhedsfiltre reagerede ikke korrekt, hvilket var årsagen til dette,« lyder det til Deadline.