For 29-årige Vanessa Flensborg og 27-årige Stefan Valentin Larsen blev ’Gift ved første blik’ en lykkelig oplevelse.

Parret, der hele sæsonen kun tumlede lidt med Stefans store lyst til konstant at stille spørgsmål, var ikke i tvivl, da de på tv-eksperimentets sidste dag skulle sige svare på, om de ville fortsætte med at være gift.

I dag cirka fire måneder senere er de stadig sammen.

»Vi er stadig gift og har det dejligt sammen,« fortæller Stefan til B.T.

Stefan og Vanessa.
Stefan og Vanessa. DR

Han svarer over mail, da de for tiden befinder sig i Thailand, hvor de er på ferie med Vanessas far.

»Vanessa havde længe haft en klar aftale om, at skulle rejse til Thailand sammen med sin far i tre uger. Jeg får tilbuddet om at komme med og takker først pænt nej, da de skulle have lov til at nyde turen sammen, men da de skulle til at afsted, fortrød jeg helt vildt,« fortæller Stefan.

»Jeg valgte at købe en billet og rejse de godt 8.500 kilometer for at støde på dem i Bangkok.«

I ’Gift ved første blik’ valgte Stefan at flytte midlertidigt ind til Vanessa i Esbjerg. I dag har de stadig ikke adresse sammen og skriver i mailen til B.T., at de fortsat vil se tiden an, angående hvornår to adresser eventuelt bliver til en.

Vanessa.
Vanessa. DR

Vanessa og Stefan er i dag meget naturligt glade for, at de tog mod til sig og stillede op i programmet og vil gerne anbefale andre at stille op, hvis DR laver en ny sæson til næste år.

»Man kan ende med at finde sit livs kærlighed. Man skal tage chancer i livet, og det har vi gjort. Så vi vil begge klart anbefale andre, at de skal tage springet ud i det,« skriver de og fortsætter:

»Der er så søde mennesker bag programmet, som også fortjener store roser. Når man føler sig i gode hænder, er der ingen grund til at være bange.«

De roser især kameramanden, som fulgte dem hele vejen.

»Han gjorde et virkelig godt stykke arbejde. Det blev hurtigt bare sådan, at ’han er der bare’-agtigt, så vi var os selv, selvom han var der. Så der var ikke nogle tidspunkter, hvor vi tænkte ,det her skal simpelthen bare ikke filmes.«

Se også: Michael og Kathrine om at sige 'ja' til hinanden: