»Jeg er så glad og fuld af taknemmelighed,« lyder det fra årets 'X Factor'-vinder Hugo Almeida.

Den 16-årige sønderjyde var bookmakernes favorit og vandt med hjælp fra sin mentor Benjamin Hav. Her afslører han, hvad der skal ske nu.

»Det har været kæmpe stort at være med i 'X Factor'. Jeg har skulle tage en pause fra min efterskole og har ikke set min familie i et halvt år. Jeg har dedikeret alt min tid til at give den gas.«

Sådan fortæller en glad Hugo, da B.T. møder ham i presserummet i Odense, kort efter han fredag aften har ladet sig kåre som årets 'X Factor'-vinder.

Han fremhæver især mødet med alle folkene foran og bag kameraet og tilføjer, at han kommer til at savne at skulle optræde for et publikum hver fredag.

Adspurgt hvordan det var at stå i finalen og optræde for cirka 5.000 mennesker, lyder det:

Hugo lykønskes af sine forældre på scenen.
Hugo lykønskes af sine forældre på scenen. Foto: Kristian Dam Nygaard

»Det var jo for vildt. Det var vanvittigt. Indtil semifinalen havde jeg jo ikke oplevet så stort et publikum. Det her var sindssygt. Wauw!«

Til daglig går Hugo på Hoptrup efterskole ved Haderslev, og han erkender at det har været en udfordring at skulle balancere skole og 'X Factor'.

»Jeg har samtidig skulle lave nogle af mine lektier, men jeg har ikke kunne nå alle opgaverne,« forklarer han og understreger, at han har tænkt sig at gøre sit efterskoleophold færdig.

Derfor ved han også præcis, hvad han skal lave i næste uge.

Foto: Kristian Dam Nygaard

»Jeg skal til London og hygge med min efterskole på en studietur,« smiler han.

Fremtiden har han endnu ikke de store tanker om.

Hans mentor Benjamin Hav inviterede ham under finalen med på scenen, når han senere på året giver koncert på Jelling Musikfestival.

Hugo ved endnu ikke, om han vil sige ja tak til tilbuddet.

»Jeg ved ikke så meget om det. Jeg skal nok lige snakke med ham om det. Det kunne være sjovt,« lyder svaret.

I forhold til hvad han drømmer om at der skal ske i fremtiden, er han heller ikke afklaret.

»Det er et godt spørgsmål. Når jeg i fremtiden har et svar, skal jeg nok svare.«

Her kan du læse B.T.s dom over årets 'X Factor'-finale.