Den 31-årige skuespiller Sofie Torp debuterede med et brag som Daniel Ryes søster i 'Ser du månen, Daniel?' fra 2019.
Den rolle indkasserede hende to af dansk films fremmeste priser, en Bodil og en Robert. Og nu kan hun ses som politisekretæren Rose i 'Marco Effekten' – og den kommende række af de populære 'Afdeling Q'-film.
Den pludselige succes kom oveni en anden pludselig succes. I første forsøg derhjemme blev Sofie nemlig gravid med datteren Olga, der er halvandet år i dag.
Datteren har hun med sin bedste ven og nabo, den irakiskfødte teaterinstruktør Sargun Oshana.

»Jeg havde kæmpe lyst til at blive mor, men jeg ville ikke have barn alene. Sargun var min gode ven, og jeg vidste, at han var et genialt menneske og gerne ville være far. Og så tænkte jeg: 'Hvorfor kan man egentlig ikke det?'« forklarer Sofie Torp i et nyt interview med Berlingske.
Længslen efter at blive mor kom tidligt til Sofie Torp, men hun havde aldrig rigtigt fundet den store kærlighed. Hun følte, hun ledte efter en kæreste for at kunne få et barn.
Så hun og Sargun Oshana valgte at stifte deres egen lille familie i stedet.
»Det sidste år har vi været naboer og har halvanden meter over bagtrappen imellem os, så vores datter oplever det som ét hjem, selvom vi har hver vores. Vi har sikkert lige så mange forældrekonflikter som alle andre, og vi er trætte og slidte og misforstår hinanden. Men vi har ikke et kæresteforhold at tage vare på,« fortæller skuespillerinden.

Familien bor på Frederiksberg. Men selvom familielivet er på plads, så leder Sofie Torp stadig efter kærligheden.
Tilmed føler hun, at hendes valg om at blive mor med sin bedste ven har sat hende fri i jagten på en romantisk partner.
Også selvom nogle mænd ifølge hende bliver »provokeret af«, at hun allerede har stiftet sin egen familie.
Sofie Torp er datter af sangeren Jette Torp, og hendes stedfar er 'Chili Klaus' – med det borgerlige navn Claus Pilgaard.