Ikke mindre end fire gange blev 'Druk' nævnt, da European Film Award lørdag blev uddelt. Filmen blev præmieret for bedste instruktør, bedste skuespiller, bedste manuskript og ikke mindst bedste film.
Dét er en bedrift, hvis man spørger filmforsker fra Københavns Universitet Peter Schepelern.
»Det er en flot pris. Man siger, at amerikanske film går efter kassen, mens europæiske film går efter kunsten. Så det er fint at være det bedste europæiske kunstværk,« siger han og slår fast:
»Vinterberg har lavet fremragende film før. De bedste er 'Festen' og 'Jagten'. Nu har han bevist, at også 'Druk' er et pletskud.«

Ifølge Peter Schepelern, der er medredaktør på filmmagasinet Ekko, har priser tre formål:
De kilder modtagerens forfængelighed.
Kunstnerne bliver glade for anerkendelsen.
En pris gør alting lettere for kunstnere.
»Priser kan lette vejen frem. De kan sætte skub i en karriere eller genoplive en karriere.«
Hverken Thomas Vinterberg eller Mads Mikkelsen har umiddelbart brug for kunstigt åndedræt til deres karrierer, men som Peter Schepelern siger, 'kan man altid bruge anerkendelsen'.

I Danmark har 'Druk' allerede solgt over 800.000 billetter, og den er indstillet som det danske bud på en Oscar. Måske er filmen nu rykket lidt tættere på en af de berømte statuetter, der i april uddeles i Los Angeles.
Som Thomas Vinterberg efter lørdagens prisregn sagde i Politiken:
»Lørdag fik vi tre sølvfarvede kvinder, så en guldmand ville jo være på sin plads.«
For mange står Oscar nomineringen nok som den største hæder.

»Intet kan hamle op med myten om Oscar,« siger Peter Schepelern.
Selv ville filmeksperten dog væsentligt hellere vinde en European Film Award.
»Får du en Oscar, bliver du mellem 10 og 100 gange så berømt, som du gør ved at få en europæisk filmpris. Men tænker man på kvalitetsvurderingen, er det meget finere at få en European Film Award.«