»Jeg tror, seerne får et chok!«

Sådan sagde tv-vært Claus Elming for nylig til Ritzau, da han kunne annoncere, at han er en af de fem kendte mænd, der snart skal dyste i tv-programmet 'ZULUs store dragdyst'.

Her skal han sammen med skuespiller Simon Stenspil, model og mediepersonlighed Oliver Bjerrehuus, tidligere håndboldspiller Lars Rasmussen og 'Kørelærerne'-kendissen Daniel Rasmussen iføre sig lange øjenvipper, farverige pailletkjoler og store bløde latexbryster i kampen for at blive den mest overbevisende dragqueen.

En kamp, der i sandhed kræver sin kvinde.

»Jeg havde ingen anelse om, hvor vildt det ville blive. Det er den vildeste transformation,« siger Claus Elming, der nærmest er uigenkendelig bag den tunge makeup.

Se selv, om du kan gætte, hvem der gemmer sig inde i disse fem dragqueens.

Undervejs i 'ZULUs store dragdyst' bliver de kendte mænd bedømt af blandt andre model og tv-vært Cecilie 'Cillemouse' Haugaard og 'Vild med dans'-stjernen Silas Holst.

Og især sidstnævnte er begejstret for tjansen.

'Mit yndlingsprogram EVER er uden tvivl 'RuPaul's Drag Race',' skriver han på Instagram om det oprindelige amerikanske format, hvor det – modsat den danske version – er ukendte amerikanere, der skal op på stiletterne.

'Så da de ringede fra TV 2 ZULU for at spørge, om jeg ville være en del af deres nye 'ZULUs store dragdyst', svarede jeg: 'Om jeg så skal hente vand til deltagerne eller skaffe frokost til dem, vil jeg være med!' fortsætter skuespilleren, der snart er aktuel i musicalen 'Kinky Boots', hvor han selv spiller dragqueenen Lola.

Når Claus Elming søndag på TV 2 ZULU forvandler sig til alter egoet Claudia Cancerella, sker det i anledning af LGBT-festivalen WorldPride, som senere i august afholdes i København.

Tv-værten har dog sin helt egen mission med sin deltagelse: Han vil tvære modstanderne ud.

»Jeg kastede mig ud i det med hud og hår. Der er så meget sportsmand over mig, at jeg gjorde alt for at vinde,« fortæller Claus Elming, der tilføjer:

»Min største respekt herfra til alle kvinder over hele verden, som har haft ondt i fødderne af at gå i høje hæle – det er først nu, at jeg ved, hvad det vil sige.«

I dysten får de fem kendte mænd hjælp af fem garvede dragqueens, Betty Bitchslap, Sascha Holiday, Annie Rection, Jaxie og Didi Cancerella, der skal forvandle dem og lære dem op i den ædle kunst.

Slaget styres af vært Signe Lindkvist.