Anden sæson af Netflixserien Nobody Wants This løber lige nu over skærmen med stjerneskuespillerne Kristen Bell og Adam Brody i førertrøjen. Og apropos seriens navn, så er der én bestemt ting, som »ingen vil have«, lyder det fra utilfredse fans.

Det skriver britiske The Times.

Nemlig den såkaldte »forstyrrende« og »åbenlyse« reklame for mærkevarer, der optræder gennem seriens afsnit.

Det er ikke fordi, at produktplacering er noget nyt i film og tv-serier – det findes overalt, selvom det ofte går ubemærket hen.

Så lad os zoome ind på nogle eksempler.

I en scene fra den nyligt udgivne sæson, der handler om det umage forhold mellem sex-podcasteren og rabbineren, foretager Kristen Bells karakter Joanne et videoopkald til sin søster.

Mens hun ringer op, står der ved siden af telefonen en Estée Lauder Advanced Night Repair ansigtsserum så fint placeret med etiketten perfekt vendt mod kameraet. Kristen Bells karakter påfører derefter noget af produktet oven på sin makeup – selvom scenen foregår i dagslys.

I en anden scene med både Kristen Bell og Adam Brody står en Dunkin'-kaffekop på bordet, hvor logoet også sjovt nok vender mod kameraet. I en anden scene ses Kristen Bell også med en stor æske Dunkin'-snacks.

Og produktplaceringen kommer ikke kun til udtryk ved forskellige rekvisitter på settet – det er også flettet ind i manuskriptet.

En karakter sidder på et tidspunkt ved poolen og nyder sin »yndlingssnack«, Flamin' Hot Cheetos-chips, mens hun beskriver sin familie som »DoorDash-typer« – en reference til det amerikanske madudbringningsfirma af samme navn.

Selvom nogle af reklamerne ikke var produktplaceringer, men baseret på skuespillernes smag eller partnerskaber, så tikkede der mange klager ind fra utilfredse seere på et online fanforum om de »forstyrrende« og »åbenlyse« placeringer.

Netflix blev forsøgt kontaktet for en kommentar, skriver mediet.