Igennem årtier har Sir David Attenborough været stemmen bag og ansigtet på naturhistorien.
I dag er den anerkendte britiske naturformidler en måned fra at fylde 100 år – og så har han lagt fans i svime ved igen at være aktuel på tv-skærmen.

'Perfekt', 'fortryllende' og 'fantastisk' lyder det i et væk på det sociale medie X som reaktion på David Attenboroughs nye program 'Secret Garden' på BBC.
»Så vidunderlige billeder såvel som David Attenboroughs stemme – det er mad for sjælen,« lyder en af de mange rosende kommentarer.
»Det er ikke til at tro, han fylder 100 år i næste måned,« skriver en anden.
Første afsnit af tv-legendens nye program om dyrelivet i de britiske haver kom ud søndag.

Her kunne de – umiddelbart meget begejstrede – fans lytte til David Attenboroughs velkendte stemme, der guidede rundt i briterne Sara og Henrys vilde have i Oxfordshire.
Seerne præsenteredes for flere dyr, som den noget nær forsvundne odder i havens flod, der risikerer at oversvømme herlighederne.
Imens giver David Attenborough gode råd til at anlægge sin egen vilde have til gavn for naturen og dyrelivet.
Og det har altså begejstret ikke bare fans, men også anmelderne.
Det gælder ikke mindst britiske The Guardian, der giver fem ud af fem stjerner til første afsnit for den »pragtfulde fantasi, David Attenborough tilbyder os til sin 100 års fødselsdag«.
Første afsnit af 'Secret Garden' kom ud søndag på BBC One, mens der venter endnu yderligere fire afsnit i serien.
