Der skal strammes markant op på etikken blandt investorerne i 'Løvens hule', hvis man spørger erhvervspsykolog Søren Braskov.
»Jeg er nødt til at løfte en pegefinger. De udsætter deltagerne for et ekstremt psykologisk pres,« siger han om den måde, man behandler de håbefulde virksomhedsejere, der stiller sig op foran de fem løver i det populære DR-program, der sendes for sidste gang i denne sæson torsdag aften.
Søren Braskov mener, behandlingen af iværksætterne er langt fra den virkelige verden, hvor der ofte bliver afsat flere dage til betænkningstid for både investor og virksomhedsejer, uddyber han.
I 'Løvens hule' bliver man blot tilbudt få minutter med ryggen til løverne, efter en eller flere af dem har givet et bud på en investering.

»Samtidig bliver der ikke talt meget om, hvad løverne kan tilbyde dem. De skal stå og beslutte sig foran fem kendte personer, der sidder i den magtfulde position,« siger Søren Braskov og fortsætter:
»Desuden er løverne gode til at bakke hinanden op. Det er ikke et ligeværdigt forhold, og det skaber et unødvendigt pres. Man risikerer at sige ja til noget, der viser sig at være en dårlig aftale.«
Han udpeger en situation, hvor tre medejere af virksomheden 'Bare En T-shirt' aflægger programmet et besøg i jagten på en investering. Her udpeger Jesper Buch, der er iværksætter, investor og medstifter af Just Eat, en af de tre medejere, der har et stort netværk blandt danske kendisser.
»Det er dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge jer til,« siger han og peger på medejeren med det store netværk.
Jeg er ved at være træt af eksperter, de har en mening om alt. Det er noget pladderJesper Buch
En meget problematisk måde at gøre tingene på, mener Søren Braskov. Det skaber unødvendig spild og bliver gjort uden omtanke.
Jesper Buch selv deler ikke den holdning. Han foreslår i stedet Søren Braskov at »fjerne sit ansigt fra bøgerne og kigge ud på den virkelige verden«.
»Jeg er ved at være træt af eksperter, de har en mening om alt. Det er noget pladder,« lyder det fra investoren.
Han forklarer, at det, man ser i programmet, er virkeligheden, og at den nogle gange kan være hård. Det er ifølge Jesper Buch også årsagen til, at programmet er blevet så populært.

I hans øjne er det et program, man kan lære meget af, og et program, der er med til at inspirere mange unge mennesker til at skabe deres egne virksomheder.
»Jeg har været i investorgamet siden 2009. jeg har siddet i stolen i 'Løvens hule' i over 600 timer. Hvis nogen er så naiv at tro, at det ikke er the real deal, så er man virkelighedsfjern,« siger han.
»Søren Braskov skal gøre, hvad han er god til, så gør jeg, hvad jeg er god til,« siger han.
Søren Braskov mener ikke selv, at han er virkelighedsfjern. Han mener bestemt, at man på en eller anden måde bør fortælle seeren, at programmet ikke kan sammenlignes med virkeligheden.
»Vi skal vide, at de her investeringer ikke bare er løst på få minutter. Der er samtaler med banken, forhandlinger og endelige aftaler, vi ikke ser,« siger erhvervspsykologen, der foreslår, man kunne have en disclaimer under programmet eller med en form for bisidder, der undervejs ville kunne hjælpe virksomhedsejerne.