Ringer navnene Simona, Isabell, Camilla og Karina en klokke?
I hvert fald giver DR dig nu mulighed for at få genopfrisket din hukommelse, når kvartetten efter otte år vender tilbage på tv-skærmen i den ekstremt populære serie 'Prinsesser fra Blokken'.
De var fire af seks piger, der i 2016 viste deres liv som hårde vestegnspiger frem i serien, og nu lancerer DR altså en opfølgende anden sæson under navnet 'Prinsesser fra blokken – otte år senere'.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Den første sæson af serien blev det mest streamede program på DR i 2016 og trak en masse medieopmærksomhed, fordi mange stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var indenfor public service-skiven.
Nu vender kvinderne så tilbage for at fortælle, hvordan det er gået i de otte år, de har været væk fra skærmen.
»Da vi sendte 'Prinsesser fra blokken' i 2016 kom en gruppe unge danske kvinder fra et hårdt miljø, der findes i flere danske større byer, på skærmen for første gang. Vi synes, det er relevant og vigtigt, at de får lov til at fortælle, hvordan de historier fortsatte, nu hvor de står et andet sted i livet og skal klare sig som voksne,« lyder det fra Erik Stuve, der er Chef for bred kultur og Fakta hos DR.
I den første sæson af programmet fulgte seerne pigernes liv i et hårdt miljø på Vestegnen, som var stærkt påvirket af svigt, overgreb og misbrug.
Anden sæson af serien kommer til at køre over skærmen på DR1 og DRTV for første gang den 14 august og indeholder fire afsnit.

