Når danskerne sætter sig til rette i sofaen i december 2022 for at se deres julekalender fra DR, bliver der masser af genkendelige steder for fynboer og odenseanere.

Nærmere bestemt skal næste års julekalender dels filmes i den fynske landsby og dels på Erholm Gods i Assens. Og i kølvandet på julekalenderen kommer der desuden en vaskeægte juleoverraskelse.

»Ud fra vores informationer, så er hovedlokationen Den Fynske Landsby og så godset,« siger FilmFyns direktør Klaus Hansen.

Hos FilmFyn arbejder de for at få film- og tv-projekter til øen, og direktøren er ikke bekendt med detaljerne i planen for produktionen af julekalenderen.

»Nej, jeg kan desværre ikke fortælle, om der kommer kunstig sne i Den Fynske Landsby,« siger han med et grin, inden han dog kommer med et andet juleløfte:

»Til gengæld kan jeg sige, at vi hos FilmFyn ønsker at indhylle Fyn i den gode julestemning. Vi har en stor juleoverraskelse på vej, men mere kan jeg ikke sige på dette tidspunkt.«

Næste års julekalender på DR kommer til at foregå i 1800-tallet, hvor tjenestepigen Karen har et godt venskab med herregårdsnissen Rumle. De to kommer på prøve, da mørke kræfter truer julen.

Kalenderen, som produktionsselskabet Mastiff står bag, bliver den sjette af sin slags, der er lavet på Fyn. Tidligere er blandt andet den populære Tinka-julekalender lavet på Fyn.

Ifølge producer Mia Marie Borup fra Mastiff, så viste det sig hurtigt, at der igen var gode grunde til at vende næsen mod Fyn i forbindelse med den nye julekalender.

At skulle tilbage til midten af 1800- tallet forventede vi ville blive en kæmpe udfordring locationmæssigt; et stort puslespil, som muligvis også ville kræve en del studiebyg,« udtaler hun i en pressemeddelelse fra FilmFyn.

»Efterhånden som vi gik på opdagelse i mulige locations på Fyn, gik det dog hurtigt op for os, at vi faktisk kunne lykkes med at finde alt det vi skal bruge. Locations og interiør står enten helt præcist fra den historiske periode eller kræver ganske lidt for at blive genskabt. Ved at filme på rigtige locations forventer vi, at julekalenderen får et langt mere nærværende og autentisk udtryk.«

2022's kalender bliver filmet i løbet af dette efterår.