»Det var en livsændrende oplevelse.«
Sådan ser Kian Lawson-Khalili i dag tilbage på sin tid som julekalender-stjerne i 'Theo og Den Magiske Talisman' fra 2018, der i år bliver genudsendt på DR1.
Han var 12 år, da han fik rollen som Theo.
I dag er han 20 år og opholder sig for tiden i Bruxelles, hvor han stadig gør brug af sine erfaringer fra julekalenderen.
Den del vender vi tilbage til.
Kian var som nævnt 12 år, da han i midten af 2010'erne scorede hovedrollen i DR's store familiejulekalender, hvor han blandt andet skulle spille sammen med Bjarne Henriksen og Safina Coster-Waldau.

En stor del af 'Theo og Den Magiske Talisman' er optaget i Polen, og han mindes især tiden, hvor hele skuespillerholdet boede sammen på hotel.
»Max Tranberg (Der spillede Theos rival i skolen 'MC') og jeg fik et super tæt venskab. Det hele blev generelt meget familieagtigt, fordi vi jo var sammen hver dag,« fortæller Kian.
Han mindes også, hvor vildt det efterfølgende var at blive et 'kendt ansigt fra tv'.
»Det var både super fedt, men også lidt ekstremt. Det var jo fedt at opleve, hvor involverede folk var, men de ting jeg var vant til i december – fx at gå på julemarked – det ændrede sig,« fortæller han og fortsætter:

»Der var mange, der ville sige hej – og det var jo sødt. Men jeg var også kun 13 år, så det kunne også være ret overvældende.«
Kian slår dog først og fremmest fast, at det var en rigtig god oplevelse at lave julekalender.
Ja, faktisk var oplevelsen så god, at han i dag kalder det en 'milepæl oplevelse'.
»Der er et før og et efter 'Theo'. Både i forhold til personlig udvikling og arbejde,« forklarer han og fortsætter:

»Jeg havde en drøm om at blive instruktør og lave store film. Med 'Theo' begyndte det hele bare at rulle. Det blev en bølge, jeg siden har reddet videre på. Alt hvad jeg laver i dag, kan jeg takke den oplevelse for.«
Og Kian har netop fortsat sin vej ind i filmbranchen, hvor han i dag er i gang med en bachelor på den internationale filmuddannelse 'Pathfinder', der er en del af EUs initiativ til at styrke europæisk filmsamarbejde.
For tiden læser han i Bruxelles, hvor han går i klasse med spirende filmskabere fra lande som Irland, Bulgarien og Portugal, og til næste år skal han måske læse videre i et andet land i Europa, forklarer han.
»Nu har jeg selv både instrueret og skrevet nogle ting, og hver gang kommer der flashback til 'Theo', i forhold til hvordan vi gjorde dengang. Julekalenderen gav mig tusindvis af tricks til, hvordan man arbejder,« fortæller Kian.

Han arbejder sideløbende stadig som skuespiller og har de sidste par år haft roller i både ind- og udland.
Derudover oplever han stadig en gang imellem at blive genkendt som Theo.
»Jeg undrer mig hver gang, for jeg er jo blevet ældre og har fået skæg. Jeg bruger heller ikke briller mere,« fortæller Kian og tilføjer:
»Folk der kender mig godt siger, at det er øjnene.«

Fordi han bor i Bruxelles, mærker han ikke direkte, at DR lige nu genudsender 'Theo og Den Magiske Talisman'.
Det er mere folk, der skriver til ham hjemmefra, og det kan nogle gange være en spøjs oplevelse.
»Jeg får sendt mange billeder af folk, der har taget et billede af deres tv, hvor mit ansigt er på. Det er jo meget sødt, men jeg ved aldrig, hvad jeg skal svare,« griner han.
