Under fredagens 'X Factor'-kvartfinalen blev der dårlig stemning mellem Drew Sycamore og Thomas Blachman, da han kritiserede Drews samarbejde med deltageren Mli.

»Nu stopper du,« lød det blandt andet fra Drew Sycamore for rullende kameraer, og efter programmet understreger hun, at hun ikke mente, Blachmans ord var i orden.

»Jeg synes bare lige, at piben fik en lyd af noget, jeg ikke synes hører til. Jeg beskytter mine deltagere, og derfor sagde jeg; det du siger der, vil jeg ikke have,« forklarer Drew Sycamore til B.T. efter programmet.

Hvad var det specifikt, du ikke ville have?

»Det var en antydning af, at en kvinde på en alder skal være på en særlig måde, og det synes jeg sgu, vi er ovre – det må man selv bestemme.«

»Man må være, ligesom man vil, og der er ikke nogen, slet ikke kvinder, der skal være på en særlig måde,« siger Drew Sycamore.

Mli røg ud af fredagens 'X Factor'-kvartfinale.
Mli røg ud af fredagens 'X Factor'-kvartfinale. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Thomas Blachman mener dog ikke, der var noget galt i det, han sagde.

Drew beder dig om at stoppe – hvad tænker du om det?

»Det er jo, som det er, for fanden. Først og fremmest handler det jo ikke om deltageren, det handler om samarbejdet. Vi har en moden kvinde, der skal vise nogle andre ting, man kan med alderen. Det er fedt at blive ældre, og jeg synes, der går lidt lille-pige-pop-pop i den.«

Så du synes ikke, Drew har gjort det godt nok?

Thomas Blachmans deltager Rasmus gik fredag videre til semifinalen næste uge.
Thomas Blachmans deltager Rasmus gik fredag videre til semifinalen næste uge. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Nej, det er jo det, jeg siger, for fanden, og det er selvfølgelig ubehageligt at få at vide, men hvad fanden er vi der ellers for? De kan jo sige det samme om mig, hvis de vil. Det er jo en del af det at være ærlig.«

Drew Sycamore mener dog, det efterhånden er lidt en tendens hos Thomas Blachman, at han skal kritisere hendes samarbejder.

»Det er sjovt, det er noget, han har gjort meget – kritiseret mit samarbejde med mine deltagere, og det er sjovt, for det er jo bare noget andet, end det ville være med ham.«

Føler du, det var taktisk?

Blachman og Drew havde en kontrovers under fredagens 'X Factor'-afsnit.
Blachman og Drew havde en kontrovers under fredagens 'X Factor'-afsnit. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Måske har han været lidt taktisk spydig i dag, tror jeg,« siger Drew Sycamore med et smil.

Selv afviser Thomas Blachman dog, at det handler om taktik.

»Jeg er ærlig, det er ikke strategisk,« lyder det fra den erfarne dommer.

Faktisk hylder Blachman, at det lille optrin fik Drew Sycamore til at sige fra.

»Jeg synes, det er godt, man kommer dertil, hvor man kan begynde at sige; nu stopper du.«

Fordi det er godt tv?

»Nej, jeg tænker ikke nødvendigvis, det er godt tv, men så er man i gang for fanden.«

Drew Sycamore understreger, at hun og Blachman nok skal klare at være i stue sammen fremover – men måske skal de have en lille snak.

»Måske skal han lige uddybe. Men vi er cool. Noget af det, der er fedt ved live fjernsyn er, at det sker, når det sker,« lyder det fra dommeren.