Drama! Så kom der for alvor gang i årets udgave af 'X Factor'.
Efter sidste uges gratis omgang, hvor ingen deltagere blev stemt ud, var det i årets andet liveshow alvor, og her endte Martin Jensens deltager Hiba med at trække det korteste strå efter en dramatisk omsang, hvor der blev grædt, startet forfra og kæmpet til den bitre ende.
Hiba var i omsang mod Thomas Blachmans sammensatte gruppe Neva og Ida - som Oh Land foretrak - og det gik altså ud over Hiba.
Aftenens tema var 'sange fra 2020' for at sætte fokus på de musikere, der trods en coronakrise alligevel valgte at udsende ny musik, og her havde Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen valgt, at deres deltagere skulle synge sange fra navne som Justin Bieber, Sam Smith og Martin Garrix.

'X Factor' der indtil videre afholdes i en publikum-løs coronaversion kører til og med 9. april, hvor der afholdes finale.
Årets vinder får en kontrakt med Universal Music, udstyr til et professionelt hjemmestudie og en tur til London, hvor de blandt andet skal møde 'X Factors'-opfinder Simon Cowell.
Bookmakerne har indtil videre Oh Lands unge sangerinde Nikoline Steen Kristensen som favorit til at vinde 'X Factor' i år.
