Når Jakob Cedergren plejer at trække i politiuniform, bliver det en succes.
Nu gør den 53-årige skuespiller det igen i DR's nye dramaserie 'Uniformen', og som altid får han helt særlig hjælp i kulissen.
Jakob Cedergren, der for 26 år siden fik sit folkelige gennembrud i DRs krimiserie 'Edderkoppen', har efterhånden god erfaring med at spille politibetjent.
Først hittede han i 2008 som landbetjent i filmen 'Frygtelig lykkelig'.
Så hittede han i 2018 som betjent på en alarmcentral i den internationalt roste 'Den skyldige'.
Og nu gør han så klar til et muligt hattrick som den rutinerede gadebetjent i DRs nye dramaserie 'Uniformen'.

Da B.T. møder Jakob Cedergren på et pressemøde for 'Uniformen', afslører han, at han siden 'Frygtelig lykkelig' har haft en insider i politiet, som han har kunne ringe til for at blive klogere på sin rolle.
»En af de fedeste ting ved mit job er researchdelen. Man får virkelig meget at vide, og det er ret vilde ting, der foregår derude,« fortæller Jakob Cedergren.
Betjenten, som han altid kan ringe til, har ifølge Jakob Cedergren været 'lidt over det hele i politiet' – blandt andet i specialstyrker.
»Denne gang ringede jeg til ham for at høre, hvordan det er at være i aktionsstyrken. Det er jo nogle hårde drenge, og jeg skal jo gerne ligne en, der er vant til at håndtere de svære situationer,« fortæller han videre.

Da Jakob Cedergren fik rollen i 'Uniformen', havde han tre måneder til at forberede sig – ikke mindst at blive fysisk klar.
»Jeg holder mig okay i grundform, men det var lidt besværligt, at min karakter skulle have været i aktionsstyrken, for de er jo toptrænet og det kunne jeg ikke nå at blive,« smiler han og tilføjer:
»Jeg er heldigvis forholdsvis slank, og så får man bare resten til at lykkedes.«
I en af de første heftige scener i 'Uniformen' er betjentene ude og afværge et barslagsmål.

»Det var vildt fedt. Og her fik vi hjælp af nogle betjente til at få det til at se så realistisk ud som muligt,« fortæller han.
I scenen flyver det rundt med ting, ligesom skuespillere og artister kaster sig over hinanden.
Selvom det ser voldsomt ud, slap Jakob Cedergren uskadt ud af det hele.
»Jeg slog nogle led her og der, men ellers var der ikke noget alvorligt.«
Selvom han endnu ikke har prøvet at blive forvekslet med en rigtig politibetjent, kan han godt mærke, at det gør noget ved omgivelserne, når man trækker i en politiuniform.
»Når folk kom kørende forbi vores optagelser, kunne man tydeligt se, at de lige sænkede farten,« griner han.
Ud over at gøre comeback som politibetjent, blev 'Uniformen' for Jakob Cedergren også et gensyn med Lene Maria Christensen, som han netop spillede overfor i 'Frygtelig lykkelig'.
Dengang spillede de to mennesker, der falder for hinanden – i 'Uniformen' spiller de et par, der er ved at blive skilt.

»Det var en kæmpe fornøjelse at arbejde med hende igen. Vi kender hinanden fra teaterskolen, og hun er altid vidunderlig at arbejde sammen med,« fortæller Jakob Cedergren og tilføjer med et grin:
»I 'Frygtelig lykkelig' ender jeg jo med at slå hende ihjel i panik, fordi vi har en affære, mens hun er gift med Kim Bodnia. Hun bar heldigvis ikke nag.«
