Det stod langtfra skrevet i stjernerne, at Nicolai Jørgensen ville ende som en anerkendt skuespiller.

De næste mange uger optræder den 32-årige fynbo som frisøren Frans i DRs nye dramaserie 'Carmen Curlers', men faktisk skulle der en alvorlig ulykke til, før han som ung overhovedet besluttede sig for at søge ind på skuespillerskolen.

»Jeg havde ingen interesse for teater, jeg gik kun op i sport,« fortæller Nicolai Jørgensen, der som ung både gik til fodbold, volleyball, springgymnastik, kampsport, svømning og floorball.

Han gik især op i fodbold og volleyball, og det var her, at han som 15-årig under en volleyballkamp pludselig landede forkert efter et spring og brækkede ryggen.

Nicolai Jørgensen i midten som frisør Frans Lynge i DRs nye serie 'Carmen Curlers'.
Nicolai Jørgensen i midten som frisør Frans Lynge i DRs nye serie 'Carmen Curlers'.

»Jeg fik et brud på tværs af rygsøjlen. Nerverne blev skåret over og gjorde mig delvis lam, « fortæller Nicolai Jørgensen.

Den aktive sportsfyr fra Odense-forstaden Korup blev med ét sengeliggende.

Nogle dage kunne han stå op om morgenen, andre dage kunne han hverken løfte arme eller ben, og når han skulle i skole, måtte han få sine venner til at bære tasken.

»Jeg lå halvdelen af tiden i min seng og gloede op i loftet. Når jeg lukker øjnene i dag, kan jeg stadig se alle knasterne i træloftet for mig,« fortæller Nicolai Jørgensen om perioden, der strakte sig over to år og fik ham til at ændre sig radikalt fysisk.

»Alle i min familie dyrker sport, så vi var vant til at spise meget, fordi vi jo forbrændte det hele igen. Bare fordi jeg var sengeliggende, ændrede mit spisemønster sig ikke, så jeg tog 60 kilo på,« husker han tilbage.

Da han efter længere tids genoptræning fik førligheden tilbage, var han begyndt i gymnasiet og forsøgte her at genoptage sine sportsaktiviteter.

Spilforståelse og grundteknik var intakt, men han følte sig hægtet af i forhold til sine jævnaldrende.

»Som 15-17-årig sker der jo rigtig meget med fysikken, og alle mine kammerater var bare blevet så teknisk gode, at jeg følte mig dårlig, og så tænkte jeg: 'Fuck det, så finder jeg bare på noget andet at lave',« fortæller Nicolai Jørgensen, der i gymnasiet i stedet faldt over en ny, livsændrende interesse.

Maria Rossing, Morten Hee Andersen og Nicolai Jørgensen på et DR-pressemøde om tv-serien 'Carmen Curlers' i DR Byen torsdag 22. september 2022. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Maria Rossing, Morten Hee Andersen og Nicolai Jørgensen på et DR-pressemøde om tv-serien 'Carmen Curlers' i DR Byen torsdag 22. september 2022. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard

»Jeg havde prøvet lidt teater i folkeskolen, uden det havde sat sig i mig. Så kom jeg med i gymnasiets musical og gik til casting på noget friluftsspil på Fyn, som jeg syntes var skidesjovt,« fortæller Nicolai Jørgensen og tilføjer:

»Da jeg i mit sabbatår så tog på Teaterhøjskolen Rødkilde, var jeg solgt. Jeg blev fuldstændig forelsket i at spille skuespil og fandt ud af, at det var det, jeg ville.«

Og herfra er det gået slag i slag.

Først blev han i 2018 uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København, året efter blev han kåret til årets talent ved den prestigefyldte teater-prisuddeling Reumert, og nu spiller han altså med i DRs stort anlagte dramaserie 'Carmen Curlers'.

»Ja, det er en solstrålehistorie,« smiler Nicolai Jørgensen, der til næste år også er en del af Københavns Tivolis nye revyhold ved siden af navne som Lisbet Dahl og Andreas Bo.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':