Den 18. august 2015. En sorgens dag for fotograf Jan Grarup og ekskonen Zasha Sekjærs andre efterladte. Det var dagen, hvor hun efter et længere kræftforløb blev bisat.
Men også en dag, der bliver ved med at spøge her fem år senere. Dagen er omdrejningspunktet for en kritik, som Pressenævnet nu har rettet mod DR.
Under bisættelsen var instruktør Boris B. Bertram nemlig til stede med et kamera. Han dokumenterede familiens store sorg, og optagelserne er siden blevet brugt i dokumentarfilmen 'Krigsfotografen' om Jan Grarup.
Det affødte i foråret stor kritik og klager fra dele af Zasha Sekjærs familie. Hendes halvbror og halvsøster mente nemlig ikke, at de havde givet samtykke til, at optagelserne kunne bringes.
Derfor valgte de blandt andet at klage over DR, som har vist dokumentarfilmen og haft den tilgængelig på DR TV, til Pressenævnet.
Fra DR's side lød det dengang, at man ikke havde forbrudt sig mod den gode presseskik eller loven, og at man i øvrigt ikke havde yderligere kommentarer, da man afventede Pressenævnets afgørelse.
Den er nu faldet. Og Pressenævnet giver søskendeparret medhold.
I kendelsen lyder det, at 'der skal udvises størst muligt hensyn ved omtale af begravelser og bisættelser', og at der i dette tilfælde ikke er en almen interesse, der gør, at man kan tilsidesætte dette hensyn.
»På den baggrund fandt nævnet, at DR ikke var berettiget til at bringe optagelserne uden klagernes samtykke og udtalte kritik,« lyder det desuden.
Hos DR tager man kritikken til efterretning.
Filmmagasinet Ekko har talt med programchef Lisbeth Langwadt, der understreger, at DR er opmærksom og bestræber sig på altid at leve op til reglerne om god presseskik, når det handler om skildringen af mennesker.
»Vi må desværre konstatere, at det ikke er lykkedes fuldt ud i denne sag, hvor Pressenævnet nu konkret har vurderet, at der ikke var afgivet samtykke fra alle pårørende til offentliggørelse af optagelserne fra en bisættelse. Det beklager vi,« siger hun og understreger, at afgørelsen vil indgå i de redaktionelle vurderinger fremover.
Søskendeparret er tilfreds med nævnets afgørelse, men undrer sig over én detalje.
Pressenævnet vil nemlig ikke kritisere DR for at afvise at slette scenerne fra dokumentaren, fordi den klagende part kun kortvarigt indgår i filmen og i øvrigt ikke bliver nævnt med navn.
»Vi har fået medhold i, at optagelserne fra vores søsters bisættelse aldrig skulle have været med i filmen. Så er spørgsmålet, hvorfor behøver DR ikke at slette dem? Hvorfor vil DR ikke slette dem? Vi har Pressenævnets ord for, at vores privatliv er blevet krænket,« skriver Jonathan Bjerg Møller til filmmagasinet Ekko.
Scenerne er altså stadig en del af 'Krigsfotografen', som man hidtil har kunnet se på DR TV. I skrivende stund er dokumentaren dog ikke tilgængelig:
»Programmet er midlertidigt fjernet. Der kommer en ny version hurtigst muligt. Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen,« står der i programteksten, hvor man også har linket til Pressenævnets afgørelse.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jan Grarup, som ikke ønsker at udtale sig om sagen.


