Lotte Lindegaard har besluttet at forlade rollen som indholdsdirektør på TV 2.
Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.
Lotte Lindegaard, der siden 2021 har været indholdsdirektør og medlem af direktionen i TV 2 Danmark, overtager jobbet som fiktionschef permanent.
Hun siger:
'Over de sidste måneder har jeg virkelig fundet en gnist i at koncentrere min indsats på det afgørende kulturbærende område, som tv-fiktion er. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil helt tæt på det kreative, branchen og fremtidens talentudvikling.'
TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, siger:
»Lotte har været helt central i den udvikling og videregiver en flot position, som andre nu skal arbejde videre med i et stærkt mix mellem nyheder, program og sport.«
» Derudover har Lotte en smittende entusiastisk personlighed, og jeg er både personligt og på TV 2 og danskernes vegne virkelig glad for, at hun fortsætter sine ambitioner for fællesskab og spreder sine public service-vinger ud som fiktionschef.«
Indholdsområdet i TV 2, der omfatter nyheder, programmer og fiktion, skal have ny direktør, der samtidig træder ind i TV 2s direktion fra 1. maj 2026.
TV 2 vil annoncere ny indholdsdirektør senere tirsdag.
