Der er en god forklaring på, hvorfor Diddes hund har fået sit navn.
I slutningen af januar fortalte ‘Familien fra Bryggen’-stjernen Didde med stor sorg i hjertet, at hendes elskede hund, Vivi, der var hendes trofaste følgesvend, desværre var død.
Hun fortalte dog efterfølgende til Realityportalen.dk, at Vivi stadig var der i ånden, så Didde følte ikke, at hun var helt væk. Hun slog desuden fast, at hun ikke ønskede en ny hund lige foreløbig.
– Vivi finder en ven til sin mor, når hun synes, jeg er parat til det, forklarede hun dengang.
I juli besluttede Vivi så, at det var tid til en ny hund til sin mor, og Didde fik derfor den 20 måneder gamle bulldog,, Hjørdis.
Dengang var der ingen tvivl om, at Didde var meget lykkelig over sit nye familiemedlem, og dette har bestemt ikke ændret sig:
– Det går fantastisk med Hjørdis. Hun er simpelthen bare så sød. Vivi var jo sød, men Hjørdis er lidt en teenager, og så er hun bulldog, og hun er bare meget sådan: ”Hvad så? Siger du noget? Jeg er sgu da ligeglad”, griner Didde og fortæller, hvor Hjørdis har fået sit navn fra:
– Hun er opkaldt efter Hjørdis i TV 2-serien ‘Rita’. For hun er lige så sjov som Hjørdis i ‘Rita’, forklarer Didde og tilføjer:
– Jeg havde ikke kommet igennem sorgen over Vivi, hvis jeg ikke havde haft Hjørdis. Det er virkelig så godt, at jeg har fået hende.
Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk


