Da deltagerne i DR-programmet ‘Hotel Romantik’ skulle beslutte, om de ville blive og satse på kærligheden eller tage hjem alene, valgte JR og Femia at tage hjem hver for sig og se, hvad der videre skete.
Hjemme i Danmark kom de to dog ud for lidt af en ærgerlig misforståelse.
»Alle vi deltager sås i København for at se det første afsnit sammen her i foråret, og der havde jeg ikke hørt noget fra JR i mange måneder,« forklarer 62-årige Femia Darestani
»Jeg tænkte okay, det er fint, jeg er stadig taknemmelig for, at vi har mødt hinanden. Men da vi så mødes, siger han: Hvorfor svarer du ikke på mine sms’er?«

»Så viser det sig, at har han sendt til et forkert telefonnummer,« siger Femia og griner højt.
Da misforståelsen først var opdaget, og de rigtige numre udvekslet, begyndte Femia og JR, med det borgerlige navn Jesper Rosengren, til gengæld at have en del kontakt.
»Vi havde det så godt, og vi har det så godt nu. Vi ringer til hinanden en gang om ugen, og det er minimum en time, hvor vi vender verdenssituationen,« fortæller Femia Darestani.
»Så ringer vi ofte og siger godnat til hinanden - man kan kun blive glad. Han får mig stadig til at grine!« siger hun.
Dog er kontakten på et venskabeligt plan, og selvom der var tydeligt flirteri i luften mellem de to på ‘Hotel Romantik’, så manglede der ifølge Femia lige det sidste for, at det kunne blive til mere.
»Han havde udseende, humor og stil. Alt ved ham var bare tjek, tjek, tjek. Han toppede alt, hvad man kunne forestille sig,« siger Femia Derestani og tilføjer:
»Der var ikke skabt det moment, hvor man bare tænkte; NU skal jeg bare være sammen med ham. Det moment kom aldrig.«
I programmet taler værterne Sofie Linde og Joakim Ingversen om, at Femia og JR måske godt kunne have brugt et par dage mere på hotellet. Og ifølge Femia kunne et par dage mere måske have gjort en forskel.

»Hvis vi nu var fortsat to-tre dage mere, havde vi så flyttet os fra kammerater til noget romantisk? Måske. Men jeg værdsætter hans venskab, og den mand er så smukt et menneske,« siger Femia.
Hun fortæller, at selv hendes søn og svigerdatter dog havde undret sig over, at det ikke blev til mere mellem hende og JR.
Men Femia vil nu huske tilbage på de gode minder.
»Den romantiske middag med armbåndet og ringen, han havde lavet til mig, karaokeaftenen, kælketuren og gallamiddagen. Det var magisk. At være sammen med JR gjorde hele oplevelsen til noget af det bedste ved Hotel Romantik. Han bragte ro i mit stormvejr,« siger Femia og tilføjer:
»Jeg ønsker ham alt det bedste i livet. Jeg håber, han finder det, han søger. Han er stadigvæk en konge i mine øjne.«
62-årige Jesper Rosengren, der i programmet går under navnet JR, bekræfter også, at han og Femia i dag bare er venner.
Selvom han for en kort stund nåede at blive en smule sur på hende.
»Jeg ringede for at sige tak for turen, og hun tog den ikke. Så skrev jeg sms’er og hun svarede ikke. Så jeg tænkte: Hvad fanden bilder hun sig ind?« griner JR.

De to fandt dog ud af, at svipseren var opstået, fordi JR havde gemt det nummer, Femia brugte i Schweiz
»Nu er vi bare rigtig gode venner og griner og snakker og fortæller røverhistorier om den gode tur, vi var på,« siger han.
Hvorfor tror du, det ikke blev til mere?
»Det ved jeg sgu ikke, det er nok bare mig, der lidt er en eremit. Og jeg vidste faktisk ikke, at hun var så glad for mig, som det hun siger på fjernsyn,” siger JR, som også fortæller, at han aldrig selv nåede at blive forelsket.«
Han er dog enig med Femia i, at der måske kunne være opstået mere mellem de to, hvis de havde haft flere dage på hotellet.
Men kunne det opstå nu, tror du?
»Nej, det tror jeg altså ikke. Jeg er nok bare mig selv. Man ved ikke, hvad der sker - men mig og Femia bliver det ikke.«
I det hele taget er JR ikke rigtigt på udkig efter en kæreste, har han fundet ud af.
»Så er man bundet, og det er et andet liv. Det kan godt være, jeg er mere til at have en kæreste, man bare kan køre forbi ude på landet og hjem igen,« griner JR og tilføjer:
»Men noget fast noget, en der skal ligge hjemme i sengen og snorke, det orker jeg nok ikke.«