Hilda Heick, Wafande eller måske Nukâka Coster-Waldau? Hvem er din 'Vild med dans'-favorit?
TV 2's populære dansekonkurrence kører i år på 17. sæson og er selvfølgelig ikke kun et tv-program for 'almindelige' danskere.
De kendte 'nydanseres' kendiskollegaer sidder også trofast klar med sms-fingrene fredag efter fredag og hepper på deres favorit.
B.T. har spurgt en lang række kendte, hvem de holder med i 'Vild med dans'. Herunder kan du se deres svar:
Johnny Hansen, forsanger i Kandis
»Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå Hilda Heick godt. Hende har jeg kendt i mange år, og hun fortjener det.«

Anne Louise Hassing, skuespiller
»Jeg hepper selvfølgelig på min skønne kollega fra 'Badehotellet' Merete Mærkedahl.«

Geo, komiker:
»Er splittet mellem tre gode venner i år, så den bliver svær. Sara Bro, som jeg har kendt i 15-20 år efterhånden, Michael Olesen, som jeg spiller tennis med, og så Mark Lind, som er min gamle nabo. Mark synger i bandet og plejer at nå finalen automatisk, så det bliver nok mest Sara og Michael, mine sms-penge går til.«

Jussi Adler-Olsen, forfatter:
»Jeg holder med den, jeg tror bliver allermest lykkelig for at vinde. Mon ikke det er Hilda Heick.«

Birthe Kjær, sangerinde:
»Jeg hepper jo helt vildt meget på Hilda Heick, som er min gode veninde. Hun har et fantastisk mod og kan det, hun vil. Jeg har stor tiltro til, at hun klarer sig godt. Når man danser med en så professionel danser, så kan man mere, end man tror. Hilda har inviteret mig i studiet for at ledsage Keld en aften, så det kan sagtens være, at jeg kommer og hepper.«

Jim Lyngvild, designer:
»Jeg tror, Merete Mærkedahl fra 'Badehotellet' vinder, fordi hun er så populær, har en god historie ved, at hun er lesbisk, og er generelt set bare en charmerende og skøn kvinde. Men mit hjerte banker for Nukâka Coster-Waldau. Mit andet hjem er Grønland, hvor jeg kommer et par gange om året. Hun danser jo med Silas Holst, der trækker mange stemmer, men hun skal vise, hvad hun selv dur til, at hun ikke bare er Nikolaj Coster-Waldaus kone. Så vil jeg også gerne sætte en halv stemme på min reservemor Hilda Heick. Jeg tror ikke hun vinder, men hun vinder folks hjerter.«

Chili Klaus:
»Hilda Heick. Vi er ambassadører sammen i Folkekirkens Nødhjælp, og hvis hendes indsats i 'Vild med dans' bare er den halve af den utrættelige indsats, hun yder for verdens fattigste og mest udsatte, har hun gode vinderchancer.«

Anders Hemmingsen, Instagram-stjerne:
»Jeg holder selvfølgelig med Vicky Knudsen. Hun er en kæmpe nørd, og det er fedt. Hun ved alt om dyr og kan sige som de fleste af dem. Derudover har vi en fælles fascination for husskaden. Jeg håber, hun vinder hele lortet.«

Jakob Fauerby, skuespiller og regerende 'Vild med dans'-mester:
»Når min dansemand (Silas Holst, red.) danser sammen med en af mine bedste venner, er det ikke svært. Jeg vil elske at overrække trofæet til Nukâka og Silas.«

Dennis Knudsen, frisør:
»Jeg stemmer på min ven Thomas Evers.«

Jes Dorph, tv-vært:
»Jeg holder med to. Hilda Heick, fordi hun er verdens rareste, sødeste, mildeste kvinde og meget modig, fordi hun gør det. Og med Kristian Bech fordi han er en god kollega og en flot mand, som pigerne sikkert vil skrige af glæde over at se i en tango. Han er endnu pænere end Wafande.«

Irina Olsen, blogger:
»Jeg holder da med min mand (Faustix, red.) og Asta selvfølgelig.«

Anne-Grethe Bjarup Riis, skuespiller og instruktør:
»Jeg holder selvfølgelig med Michael Olesen og Hilda. Og det er fordi jeg dansede i 2008 med Michael, og fordi Michael er vanvittig dygtig, og så er han et meget, meget fint og generøst menneske.«

Amalie Dollerup, skuespiller:
»Jeg hepper selvfølgelig på min veninde og kollega Merete Mærkedal. Folk skal glæde sig til at se helt andre sider af hende, end dem de kender fra den stramme Otilia-rolle.«