Anden sæson af TV 2s hospitalsdrama 'Dag og nat', der er instrueret af Lone Scherfig, er tilbage.
Denne gang er vi flyttet fra fødegangen til en børneafdeling, og så er flere af skuespillerne fra første sæson erstattet med helt nye, der samtidig træder ind i nye karakterer.
Men en stor del af de medvirkende er også helt almindelige lægefaglærte.
Det fortæller Kathrine Greis-Rosenthal, der spiller børnelæge Pernille, til B.T. på pressedagen for den nye sæson.
»Alle vores statister er rigtige faglærte, som blandt andet sygeplejersker, portører, SOSU-arbejdere, læger og indsatsledere. Det har i høj grad været et spændingsfelt at arbejde i, for vi har været på et set, hvor det var ægte alvor,« siger hun og tilføjer:
»Statisterne spillede ikke. De fik for eksempel af vide: 'Nu kommer der et barn ind, der har været en drukneulykke.' Og så forholdte de sig til det, som var det en ægte situation. Så stemningen var alvorlig og tilspidset.«

Hun fortæller, at de omstændigheder gjorde det nemmere for hende at leve sig ind i rollen, men at det samtidig påvirkede hende efter arbejde.
»Det var virkelig voldsomt at være i, men på den fedeste måde. Når jeg kom hjem fra arbejde, var jeg helt smadret. Jeg følte, jeg havde været på akutmodtagelsen hele dagen og redde liv.«
Udover det fik Katrine Greis-Rosenthal og hendes skuespillerkolleger muligheden for at være i praktik inden optagelserne for at forberede sig bedst muligt på rollen.
»Jeg var på børneafdeling på Herlev Hospital, hvor jeg også var på børneakutmodtagelsen. Jeg blev bestemt ikke skånet, så jeg fik set de sygeste ting. Det påvirkede mig meget at få indblik i noget, som man ellers ikke har lyst til at få indblik i.«
»Jeg oplevede, at personalet hverken havde tid til at tisse, være træt og tørstig eller sulten. Den der nødvendighed eksisterer ikke. Det er ren alvor. Det var den vildeste oplevelse,« afslutter skuespilleren.
Du kan se 'Dag og nat' på TV 2 hver søndag og på TV 2 Play.
B.T. har anmeldt seriens første tre afsnit. Læs mere HER.

